onsdag den 10. juni 2009

Italiensk for begyndere

     

Pelargonie

 

Da vi for to år siden var på vores første ferie i Frankrig, bestemte jeg mig for at lære fransk, altså bare sådan lidt til husbehov. Dels fordi det er rart at kunne forstå bare lidt, når man færdes i et ukendt land, og dels fordi jeg egentlig altid, eller i hvert fald siden gymnasiet, hvor jeg forpassede min chance, har drømt om at lære fransk, som jeg synes, er et utroligt smukt sprog.

Så jeg købte et CD-kursus, lærte faktisk en del, og syntes oven i købet, det var sjovt.

Vi vil meget gerne på ferie i Frankrig igen, og gerne mange gange, men det, der lige nu står øverst på vores rejse-ønskeseddel, er Italien. Også et af de utallige lande, jeg aldrig har besøgt, og som jeg har store forventninger til, og måske tager vi turen næste sommer.

Og næste tanke faldt derfor naturligt – hvorfor ikke også lære italiensk? Selvom jeg er ærke-matematiker, er jeg meget fascineret af sprog, og italiensk hører bestemt også til blandt de smukke af slagsen.

 

Italiensk      Pelargonie

 

Der var ikke langt fra tanke til handling, så nu er italiensk-kurset købt. Jeg glæder mig meget til at komme i gang, vel vidende, at det ikke er den slags, der er mest tid til lige nu. Men fordelen ved den slags kurser er, at det hovedsageligt er baseret på lytteøvelser, dvs. at jeg kan lære, mens jeg kører bil, eller – hvem ved – måske mens jeg maler…

Jeg har ikke ambitioner om at kunne føre en længere samtale, hverken på fransk eller italiensk, men bare sådan lidt til husbehov, og så kan jeg jo altid bygge ovenpå senere hen.

6 kommentarer:

  1. Spændende, Annette...
    Mon du har set "Min italienske drøm", som blev vist på TV2 for et stykke tid siden ?
    Der kunne du i hvert fald høre en del italiensk, da deltagerne også skulle lære sproget.

    SvarSlet
  2. I øvrigt : Meget smuk pelargonie - det er vist en Dronning Ingrid, ik`?

    SvarSlet
  3. Jeg kan sagtens følge dig. Jeg havde fransk 3 år i gymnasiet, og elsker bare det sprog. Nu hvor min datter er færdig med 1.G. og skal have fransk igen næste år, så har jeg fået muligheden for at friske det lidt op. Det nyder jeg.

    Faktisk har min mand og jeg også talt om at begynde på italiensk. Vi vil gerne lære sproget og det vil være hyggeligt at gøre det sammen.

    Det er supersmart at du kan øve dig, mens du laver noget praktisk. Og at du selv bestemmer hvor og hvornår det skal være. :0)

    SvarSlet
  4. Ja, spændende, Helle. Nej, jeg så kun lidt af "Min italienske drøm" - kan nemt få for meget af det lidt negative konkurrence-koncept... Men det kan selvfølgelig være, jeg skulle se udvalgte passager, hvis jeg vil høre lidt italiensk :o)
    Jo, det er en Dronning Ingrid - min yndlings!

    Ulla, jeg kan også ærgre mig lidt over, at jeg ikke valgte fransk i gymnasiet, men dengang syntes jeg ikke, jeg kunne overskue at lære et nyt sprog - så måske havde jeg alligevel ikke været motiveret for det.
    Det lyder da som en hyggelig ting at gøre sammen. Jeg er nu ikke sikker på, at jeg kan få min mand med på det...

    SvarSlet
  5. Hej, jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre om dine erfaringer med CD'en når du engang har brugt den og lært af den :o)
    Jeg har nemlig en søn på 14 som godt kunne tænke sig at lære italiensk! Og måske dette er en god måde.

    Hilsen Heidi

    SvarSlet
  6. Hej Heidi - velkommen her :o)
    Jeg har gennemført franskkurset fra samme sted, og det var jeg meget godt tilfreds med - det er en god måde at lære på, synes jeg.

    Jeg har set, at de har et italienskkursus for børn i alderen 5-14 år, jeg ved ikke, hvilket der er mest velegnet for din søn.
    Børnekurset kan du se her: http://www.romanskhus.dk/shop/italiensk-rejsekursus-177p.html

    SvarSlet