Av, min arm

 

 

En overbelastning af min venstre arm for et par måneder siden, har udmøntet sig i en ømhed, der med tiden har tiltaget i styrke og hyppighed. Efterhånden er det blevet sådan, at ømheden er der konstant, og med smerter, når jeg spiller, strikker eller hækler og ved tunge løft.

Efter utallige opfordringer tog jeg til lægen i dag. Der skal ellers meget til, for jeg synes ikke, der er grund til at ulejlige lægen med ting, der bare skal have sin tid og går over af sig selv – men bekymringen for om sådan en ømhed kan udvikle sig, så jeg ikke kan bruge armen i kortere eller længere tid, gjorde udslaget, så jeg fik bestilt tid.

Og efter bare et enkelt tryk kunne lægen konstatere, at jeg har fået mig en tennisalbue. Jeg, som ellers aldrig spiller tennis! ;o) Den gode nyhed er, at det kunne have været meget værre, og jeg skulle formentlig kunne tage det i opløbet med øvelser og smertestillende, eventuelt suppleret med akkupunktur, hvis jeg synes. Det overvejer jeg så lige, om jeg gør.

Og så krydser jeg fingre for, at det begynder at gå den rigtige vej. Det er altså ikke den rigtige tid på året at lægge orgelspil på hylden. Det ville være ret fatalt for julens gudstjenester og koncerter. For slet ikke at snakke om at skulle undvære mit elskede håndarbejde. Gys… Så jeg tager en dag ad gangen, bruger armen lidt forsigtigt og håber det bedste.