Pi’s liv

 

 

Bogen er afgjort en af de sælsomme læseoplevelser, jeg har haft. Men en gribende en af slagsen! Jeg læste engang en overstrømmende anmeldelse af bogen på en blog (jeg husker ikke hvilken), og da jeg faldt over bogen i en genbrugsbutik, kom den derfor straks med hjem. Hvorefter den stod på hylden i laaang tid, før jeg tog mig sammen til at gå ombord i den, for jeg havde en forestilling om, at den ville blive ret tung at komme igennem.

Hvilket viste sig overhovedet ikke at være tilfældet. Bogen greb mig fra første side, og holdt mig fanget i sit besynderlige, fantastiske univers til sidste punktum.

Og hele vejen igennem var det med sådan en måbende undren over, hvad dette dog var for noget.

Størstedelen af bogen foregår på Stillehavet, hvor Pi som den eneste (i hvert fald det eneste menneske!) overlever et skibsforlis – og herefter lever på kanten af eksistensgrænsen på en redningsbåd, i selskab med en mindre zoologisk have, som dog efterhånden bliver reduceret til en bengalsk tiger og Pi selv, der holder hinanden med selskab i de mange måneder på havet. Bogen veksler mellem at beskrive det traumatiske i at have mistet hele sin familie med et slag, kedsomheden i det temmeligt trivielle liv, filosofiske tanker om livet og døden – og så helt praktiske beskrivelser af, hvordan man overlever på en redningsbåd, hvad der findes af proviant, hvordan man spiser en skildpadde (en delikatesse, jeg ikke umiddelbart drømmer om at sætte tænderne i), og hvordan man tæmmer en tiger.

Da jeg googlede bogens titel (for at finde andres syn på denne besynderlige bog), faldt jeg over en genrebetegnelse, jeg ikke havde hørt om før – magisk realisme. Man kan læse meget mere i denne anmeldelse, som forøvrigt også er helt vildt spændende, synes jeg. Hundehoved af Morten Ramsland er også et typisk eksempel på magisk realisme, og det er netop også en af den slags bøger, der fængede meget, men som jeg havde meget svært ved at forholde mig til. Hvor det fantastiske og det utroværdige beskrives så selvfølgeligt, at man har svært ved at skelne, hvor realismen stopper og fantasien tager over.

Romanen hævder selv at kunne få sin læser til at tro på Gud. Om det er tilfældet, har jeg svært ved at udtale mig om, da jeg troede på Gud, inden jeg læste bogen. Men det er helt sikkert en bog, der har gjort indtryk, som beskæftiger sig med mange forskellige temaer, og som rumsterer rundt i hovedet i lang tid efter, at man har vendt den sidste side.