fredag den 13. november 2009

Omelet og spidskål

 

Og her skulle der så have været et billede af vores aftensmad, men billederne blev simpelthen ikke gode nok, og nu er maden spist!

Det er bare ikke til at tage ordentlige billeder på denne årstid med mit lille kamera (altså mit og mit… juridisk set er det jo vores, men i daglig tale er det altså mit).

Nå, men tilbage til maden… I må så tro mig på mit ord – den var god!

Opskriften var fra aarstiderne, grøntsager fra kassen (dog var østerhattene fra Kvickly) – rent vegetarisk, og ikke én (Brian) nævnte det manglende kød med et ord!

Østershatte og det kæmpestore rosé løg (sådan en mellemting mellem rød- og alm. løg) blev skåret og stegt i rapsolie. 6 æg blev pisket med 2 spsk soya, hældt over svampe og løg og stegt færdig ved svag varme.

En lille håndfuld hasselnødder blev hakket og ristet. Et halvt spidskål blev snittet og hurtigt stegt på panden, så det blev en smule gyldent, men ikke for blødt.

½ dl piskefløde blev blandet med revet skal og saft af 1/4 citron (som i dagens anledning var grøn – ja, det var også nyt for os!), og smagt til med sukker, salt og peber – dressingen blev vendt i spidskålen, som fik et drys hasselnødder.

Og så lige lidt rugbrød (eller groft brød) til, og – voila!

Kan I ikke lige se det for jer?!

1 kommentar: