mandag den 30. november 2009

I familiens rummelige skød

 

Min familie er stor – og ufatteligt skøn! Og de fleste af dem (søskende med familier) har tilbragt deres weekend hos os. 12 var vi i alt, da vi var flest, så der har været gang i den, masser af snak og hygge, grin, så maven krøllede sig helt sammen, gaveudpakning, glæde over at være sammen, rigeligt med mad og drikke, en tur til det julepyntede Smukt og Brugt, hvor der blev provianteret lidt “nødvendigheder”, gåtur, kirketur og alt for lidt søvn.

Kort sagt, en fantastisk weekend sammen med mine kære!

Adventstiden blev (traditionen tro) behørigt skudt i gang med glaseret skinke, brune kartofler og grønlangkål, og så lidt rødbedechutney og æblechutney til at pifte det op. Frokosten var en julefrokost med det meste af det hele. Blommesnapsen blev prøvesmagt – og den er god, skal jeg hilse og sige! Især, hvis man har en rummelig, sød tand, og det har jeg! Næste år laver vi mindst dobbelt så meget!

 

Rødbedekage

 

Weekendens kager faldt i god smag, opskrifter blev efterspurgt, og dem videregiver jeg da gerne. Den fine, lyserøde rødbedekage er Anne ophavskvinde til, og den kan findes her.

 

Æblekage

 

Æblekagen har jeg fra Idényt, og opskriften får I her:

Rør 250 g smør blødt med 325 g rørsukker. Riv 250 g marcipan og rør det i blandingen. Tilsæt 4 æg, et ad gangen. Pisk 1½ dl mælk i, sigt 300 g hvedemel, 2 tsk kanel og 2 tsk bagepulver i dejen og rør det sammen. Skær 4-5 æbler i tern. Rør æbler, 75 g rosiner og 100 g mandelflager (el. hakkede mandler) i dejen – gem lidt æbler og mandelflager til pynt. Kom dejen i en stor springform (el. to mindre forme), forede med bagepapir, drys med æbletern og mandler, og bag kagen ved 160 grader i 1-1½ time. Afkøl og drys med flormelis.

Der står også, at kagen er fantastisk med creme fraiche eller rørt vanilleis – den glæde fik mine gæster ikke, det må blive en anden gang, for jeg kunne da egentlig forestille mig, at de klæder hinanden godt.

Sådan en weekend byder også på en hel del køkkenaktivitet, men når vi hjælpes ad, og det gjorde mine gæster gerne, så hygger vi os med det – og så passer det mig nu helt fint at starte ugen med en fridag, så jeg lige kan puste ud, bearbejde de mange ind- og udtryk og få gjort lidt rent efter weekendens ryk-ind.

3 kommentarer:

  1. Ja, det lyder da som en fantastisk weekend, Annette!
    Så må du indhente søvnen på et andet tidspunkt...
    Endnu engang spændende opskrifter : )
    Uhh, og blommesnapsen lyder da helt fortryllende!!

    SvarSlet
  2. Hej Annette!
    Sikke en skøn tradition I har jer der :-) Og sikke mange lækkerier du kan fremtrylle.

    Knus Pia

    SvarSlet
  3. Det var det også, Helle :o)
    Og ja, jeg må hellere komme under dynen for at indhente, så jeg kan være bare en smule frisk i morgen... ;o)

    Pia, det er virkelig en god tradition med de søskendeweekends!
    Og jeg nyder jo at "trylle" lidt i køkkenet :o)

    SvarSlet