torsdag den 18. november 2010

Undskyld!

 

 

DSC03320

 

Nu gjorde jeg det igen.

Var ikke den mor, jeg gerne ville være.

Blev stresset og gik op i ligegyldige petitesser – og så ikke, at du blev ked af det og bare gerne ville ses for den, du er.

Opdagede det først på vej til skole, hvor tavsheden var trykkende, og jeg formåede ikke at nå ind til dig. Men jeg kunne se i dine øjne, da vi sagde farvel, at noget var gået i stykker inden i dig.

Nu sidder jeg her og kæmper med tårerne, mens jeg i virkeligheden skulle gøre mig klar til en lang arbejdsdag. Og langt hellere ville bruge dagen på at sidde med dig i min favn og gøre alting godt igen.

Nogle gange er det bare svært at være mor.

Jeg lover dig, at jeg øver mig hele tiden i at blive bedre!

9 kommentarer:

  1. Åh, som jeg kan følge dig. Min morgen endte også med, at jeg måtte se den ene af mine børn dybt i øjnene og sige undskyld efterfulgt af en varm krammer. Men her var øjnene også stadig kede, da hun drog afsted i skole - og så var det, man ville ønske, at man kunne skrue tiden tilbage og starte forfra...
    Håber din lange arbejdsdag alligevel levner mulighed for at få givet en god, lang og heldende knus.
    God dag til dig.

    SvarSlet
  2. Puha, jeg kan kun levende sætte mig ind i, den følelse det er at komme til at såre et andet menneske. Det er bare ikke sjovt. Håber du kan holde modet oppe, og at det hele løser sig når I ses igen.
    Kærligst din søster

    SvarSlet
  3. Vibeke, det er bare den helt forkerte start på dagen - men vi fik både krammet og snakket her til aften, og det var SÅ godt!

    Miriam, det er en frygtelig følelse at have såret så lille et menneske (som hun trods alt stadig er ;o)) - ansvar kan være tungt at bære - men godt det samme, for så gør man sig umage for at gøre det bedre næste gang...

    SvarSlet
  4. Helle Nørgaard Nielsen18. november 2010 kl. 22.01

    Det sker igen og igen, at vi kommer til at såre hinanden - selvom det slet ikke er hensigten...
    Så er det, vi kan øve os på at GIVE en undskyldning - og at MODTAGE en undskyldning... Og oftest lykkes det så at genoprette relationen : )

    SvarSlet
  5. Åh, det er en livslang øvelse, tror jeg. Men det er meget fint, at du er så opmærksom på det. Mine piger, er hurtige til at melde ud 'vi ved godt, du ikke vil såre, men når du siger sådan, så sender du det signal, at du ikke har tillid til mig'
    Av, den svider.
    Men de er jo også voksne og kan formulere præcist, hvad det drejer sig om. Og så må jeg lære derfra.

    SvarSlet
  6. Åh, altså Annette!
    Det du der beskriver, kender jeg selv alt for godt. Jeg blev helt rørt til tårer, da jeg læste det. Men hvor er det godt, at der kan siges undskyld - og at man som den voksne også kan sige undskyld til sine børn.

    Stort knus fra Pia

    SvarSlet
  7. Helle, det er desværre en del af livet, men man lærer jo noget hver gang...

    Betty, det signal kommer jeg også til at sende gang på gang - hvor er det godt, at dine piger kan (og vil!) sætte ord på, når det går galt. Det er værdifuldt, for så kan man netop lære af det...

    Pia, en undskyldning er SÅ meget værd - jeg kunne også mærke på Freja (næsten helt fysisk), at den gjorde godt, da hun fik sin.

    SvarSlet
  8. Å ja det sker for os allesammen. I morges så sent som for mig. Mine store børn var ved at komme for sent af sted og min datter kunne ikke finde sin nøgle. Så blev jeg stresset og vrissen og hele dagen har det boet i mig at hun kom af sted på den måde. Håber I allesammen får en dejlig weekend.

    SvarSlet
  9. Vi er jo kun mennesker, Marina. Men åh, hvor jeg også kender det med, at det bliver boende i én hele dagen... Forhåbentligt bliver det jo som regel opvejet af alle de gode stunder.
    Tak, og rigtig god weekend til jer!

    SvarSlet