fredag den 25. februar 2011

Kim Larsen & Kjukken

 

 

IMAG0025

 

I går var en gylden aften. Sådan en, der bliver boende i hjernevindingerne og spreder lidt ekstra guld på hverdagene.

Børnene efterlod vi hjemme med en bid tegnefilm, formaninger om sengetider og kærlige kys (dog kun til Freja, altså kyssene…) (skønt, at de nu har alderen til at have mod på sådan en alene-hjemme-aften), og Brian og jeg mødtes med et par skønne venner og en god bid af Familien Danmark, bedsteforældre, forældre og deres voksne børn, for at opleve det, der snart må betegnes som en legende. En bedstefar, der rykker endnu. Den folkekære og rapkæftede sanger. Kim Larsen.

En koncert, vi har ventet på siden oktober, hvor turnéen måtte afbrydes pga. en diskusprolaps. Men den var ventetiden værd!

Det er faktisk ikke fordi, jeg er nævneværdigt stor fan af Kim Larsen. Jeg er en yderst sjælden koncertgænger til rytmiske koncerter (noget jeg godt kunne få lyst til at lave om på efter den oplevelse i går) – og der er mange andre, jeg lige så godt kunne forestille mig at opleve live. Men han er jo en del af mit livs soundtrack. Jeg er vokset op med Kim Larsen, og vi var ikke svære at overtale, da vi blev spurgt om at komme med. Det er jo heller ikke til at vide, hvor længe man har chancen.

Så det var egentlig ikke med de helt store forventninger, jeg gik til koncert. Men der, midt i folkeskaren (og der var mange!), med en kold fadøl i hånden og strækkende hals for at se nationalskjalden (næste gang skal jeg huske stiletter!), fik jeg følelsen af at være med l noget stort. Et lille stykke danmarkshistorie. Noget helt unikt.

Og det var bestemt ikke sådan, at han virkede affældig, deroppe på scenen. Man kunne da godt se, at han efterhånden har nogle år på bagen. Men han kunne fyre den af og få hele salen til at koge. Der var en skøn blanding af de gode gamle sange fra dengang, verden var en anden, og de nyeste nye (som vi i dagens anledning har erhvervet os på cd og hørt til hudløshed. Man ville jo heller ikke risikere at stå der og ikke kende sangene).

 

 

Fru Sauterne, som var mit livs første møde med Kim Larsen. Stor kærlighed var det. Jeg gik rundt på mit værelse og sang Med forlov, fru Solterne – ja, det troede jeg, han sang – måske forestillede jeg mig noget med en fugl… Der er løbet meget vand i åen siden dengang, og nu elsker jeg bare hans rapkæftethed, hans evne til at skrue melodier sammen, der sidder lige i skabet, hans lyd og stemme, der er helt hans egen, hans rammende tekster og evnen til at provokere på en måde, der både er kærlig og rammende. Og de nye hits holder også hundrede!

 

 

Og hvor er det svært at vælge ud – jeg kunne også linke til denne (med hilsen til Bamse) og denne (med en meget ung Larsen) og denne – det er jo en guldgrube af vidunderlige sange…

2 kommentarer:

  1. Jeg skal se Kim Larsen & Kjukken i Randers engang i Marts og det glæder jeg mig til, ikke mindst efter at have læst dit indlæg. Jeg har altid været til gasolin og Kim Larsen men på trods af det har jeg af en eller anden grund aldrig oplevet dem live, og det syntes jeg at jeg skylder ham når man har hørt hans musik det meste af sit liv. Og man ved jo aldrig hvornår det er slut - se nu bare Bamse hvor pludselig han var væk.
    Så derfor tak for anmeldelsen.

    SvarSlet
  2. Selv tak, Jønne - du kan roligt glæde dig! Håber det bliver en fed oplevelse!

    SvarSlet