søndag den 17. august 2008

Snegleliv

 

Jeg er trukket indenfor et øjeblik, for der er ikke helt varmt, når solen ikke er igennem, og den kæmper indimellem en hård kamp mod skyerne.

Det er ellers ren nydelse at sidde derude mellem mariehøns og græshopper med hækletøjet og høre på Frejas leg. Vi har aldrig været i tvivl om, at hun er pige med stort P, men det er sjovt at høre, som hendes omsorgsgen rigtigt blomstrer op, når hun er sammen med de små kryb i haven.

I dag er det sneglene, der står for tur. Den er da også sød, denne babysnegl...
 

Alle de indfangne snegle har fået navne og er nu flyttet ind i et fælles sneglebo i Frejas trillebør, omhyggeligt indrettet med blomsterhoveder, blade og lidt garn. Men der er nok at holde styr på med sådan en flok ulydige snegle, når de voksne vil kravle over i babysengen eller omvendt, eller de bevæger sig op af væggen og ud mod friheden. "Nej, det må du ik', Peter. Signe, kan du så blive i din egen seng, og Søs og Sille, I må ikke kravle op på kanten!" Ak ja, hun ved slet ikke, at det kun er en lille forsmag på, hvad der venter hende, hvis hun en dag bliver så heldig at få en flok af hendes eget kød og blod at holde styr på...

Og nu er solen brudt frem igen, så jeg er den, der er smuttet...

4 kommentarer:

  1. Jeg kan levende forestille mig, at det er sjovt at høre Freja lege... : )
    Godt at du er ved at være på højkant igen, Annette !

    SvarSlet
  2. Det er dejligt, Helle! (Ja, egentlig begge dele :o)

    SvarSlet
  3. Hvor hyggeligt! Det er bare med at nyde det - det bliver så hurtigt store - børnene altså;-)

    SvarSlet
  4. Det er rigtigt, Lisbet. Jeg nyder... :o)

    SvarSlet