Søndag morgen

 

 

 

Normalt er søndag for mig noget med at stå tidligt op (dog lidt senere end til hverdag), nyde min morgenmad med pc’en ved hånden, til lyden af morgenhår, der underholder børnene – og så afsted til kirken, hvor den står på forberedelse ved orglet, korprøve med de morgensøvnige korpiger og derefter gudstjeneste. Mit arbejde giver rigtig god mening for mig, og jeg er glad for det – men hvis jeg skulle vælge en søndag morgen i min favoritversion, ville det være noget med at være så veludhvilet, at jeg vågnede forholdsvist tidligt og havde tid til både at vågne langsomt i min elskedes favn, spise morgenmad med rundstykker sammen med familien og følges ad til gudstjeneste i en kirke med masser af mennesker, humør og god musik. Det er bare en søndag, der hverken er kompatibel med resten af familiens ønsker eller min arbejdssituation, så det bliver ved drømmene. Og det er også helt ok.

 

 

I dag har nemlig også været en skøn søndag morgen. Min sidste feriedag (men ikke sidste fridag) – med morgenhygge i sengen og god tid. Med familien omkring mig – men dog ikke med søndagsjazz eller Agnes Obel i ørerne, som kunne sætte prikken over i’et. To børn, der kom på kant med hinanden gav nemlig en pludselig trang hos den ene til at høre Linkin Park for fuld udblæsning, og så kunne vi ellers sidde der med morgenkaffen og råbe til hinanden ;o)

 

 

Sådan må man indimellem sluge et par kameler, når man er flere under samme tag, og det er helt i orden. Nu er stormvejret drevet over, og jeg sidder her i stilheden og kigger ud på sneen, der åbenbart har tænkt sig at male verden hvid igen. Jeg plejer at være til vintervejr om vinteren og råbe hurra for sne og frost – men må indrømme, at jeg faktisk var begyndt at vænne mig ganske meget til tanken om forår. Den må jeg lige sætte på pause for en stund, og om lidt tror jeg, vi pakker os godt ind og vover os ud i vejret, for vi trænger til luft og en tur ud af huset. Og kakaoen står klar, til når vi lander igen.

Sådan en frisøndag er nu slet ikke værst…

 

 

Og det var sidste afsnit i føljetonen om hverdagsbilleder hos Hanne…