Vi havde en skøn dag sammen i går. Først med juleafslutning i skolen, optrin med Freja som en storesøstermusen, der hjalp med at finde juleglæden, pakkeleg i Emils klasse, juletræ i gymnastisksalen og alt det, der hører med.
Derefter var alt hemmeligt og åbenbarede sig efterhånden, som dagen skred frem. Først en lækker frokost med blodpølse, som hos os er en stor delikatesse med sirup og æblemos til.
Dernæst en tur til biografen med Anders Morgenthalers skønne tegnefilm, Æblet og Ormen, på lærredet. En fantastisk film, med bid til både børn og (ikke mindst) voksne, med masser af gode moraler om venskab, om ikke at være perfekt (og det er godt nok), om at få det bedste ud af livet, selv om det ikke former sig som planlagt – og meget, meget mere. Der var mange gode skuespillere på stemme-rollelisten, bl.a. var Frank Hvam og Sidse Babett Knudsens dialog i topklasse. Meget gik hen over hovedet på børnene, jeg vil ikke anbefale den til helt små børn, men meget fangede de også, og de syntes, det havde været en god film.
Fra biografsalens mørke gik vi ud i alt det hvide, pyntet med solskin. En gåtur i Knudmosens hvide vinterlandskab var godt for både krop og sjæl, og solnedgangen var eventyrligt smuk.
Da kulden begyndte at snige sig ind på os, og benene var trætte, ventede varm kakao/kaffe og spil ved spisebordet derhjemme, og aftenen blev rundet af hos Jensens Bøfhus, der denne gang viste sig fra sin bedste side, og det var faktisk ikke så ringe endda…
Freja gik omkuld efter en lang og begivenhedsrig dag, og vi andre hyggede os med julekalender i sofaen.
Sådan en dag var lige, hvad vi trængte til! En rigtig familiedag med tid til hinanden og gode oplevelser. Det var rigtig hyggeligt at lade sig føre rundt uden at vide, hvad dagen ville byde på – når bare man viste, at alt var i de tryggeste hænder. Vi snakkede om, at det faktisk ville være godt at rykke sådan en dag ud af juletravlheden hvert år, hvor vi kunne tanke lidt op på samværskontoen – og tage lidt hjemmefra, så der ingen undskyldninger var for lige at vaske lidt tøj, tjekke mails eller spille computer.
Sikke en dejlig dag i har haft. Jeg glæder mig sådan til Anton bliver lidt ældre, og skal opleve ting som disse sammen med ham.
SvarSletJeg vil ønske dig og din familie en rigtig glædelig jul. Tak for dine altid søde og positive ord til mig på min blog.
Julehilsner fra engens land ;-)
Kære Annette!
SvarSletSikke dog en superdejlig dag I havde i går. Og nok ikke en dårlig idé at skulle tage sådan en dag i december - lyder til at der er startet en god tradition :-)
Knus Pia
Hver alder har sin charme, Jeannette Mariae - men vi nyder også de ting, vi kan gøre sammen nu.
SvarSletMange tak, og i lige måde!
Pia, jeg håber også, vi har startet en tradition - den gør godt for os alle sammen :o)
Din beskrivelse af dagen efterlader mig med ord i munden som : Overraskelser, intensitet, varme, glæde, nærvær, restitution, hygge, humor, refleksion, tryghed og kærlighed.
SvarSletSikke en dejlig tradition at begynde på... : )
Uhmmmm, det er gode ord, Helle - og lige præcis, hvad det var :o)
SvarSlet