Marina har fået verset af Solrun, der fik det sunget af en ældre, amerikansk dame.
Nu har jeg printet det ud, og det skal hænge et sted, for mine øjne jævnligt falder. For jeg har sådan behov for jævnligt at blive mindet om, hvad der er det vigtigste i mit liv.
Lige for tiden føler jeg det særligt. Jeg ved ikke, om det er alderen, der trykker – selv om I så sødt skriver, at jeg stadig er ung (og det føler jeg mig også!) – så kan jeg jo se på mine børn, at tiden går, og pludselig får jeg en følelse af, at den smutter fra mig, hvis jeg ikke passer på.
Så jeg øver mig i at se mine børn – virkeligt SE dem, og håber at kunne standse tiden, bare lidt, ind i mellem…
Det er et godt vers! Og ja, det har man godt nok brug for at blive mindet om. Der er så meget praktisk man skal for at hjemmet kører osv, men man skal passe på ikke at blive revet så meget med, at man ikke har tid til at sætte sig ned og bare være - specielt sammen med sine børn!
SvarSletJeg er tidligere stødt på et digt som lidt apropos det vers du viser, handler om det med børn. Lige nu kan jeg ikke få linket til at virke, så nu poster jeg det her (i næste kommentar), selvom det fylder meget. Håber det er ok. Det er et digt som har rørt mig meget, og som bare rammer totalt plet i moderfølelsen for mig i hvert fald! Det er lavet af en bruger inde på jubii-debatten.
Inden du kom
SvarSletTroede jeg jeg forstod en masse
Jeg var helt klar over, dét der med livet
Hvad der var vigtigt
Og hvad der var ligemeget
Jeg vidste godt
At dét der med børn
Var noget jeg ville
Men alligevel
Vidste jeg ingenting
Det der var vigtigt
Var ting jeg endnu ikke vidste
eksisterede...
Du
Kan altid få mig til at smile
Også selvom jeg ikke har sovet
I flere dage
Du
Får mig til at opdage verden igen
Du
Er grunden til
Pletterne på mit tøj
Legetøjet i min taske
Bananpletterne på min skærm
Og lykken i mit hjerte
Du
Kan oplyse lokaler med dit smil
Dit grin er den smukkeste musik
Jeg vidste meget
Før du kom
Men alligevel
Vidste jeg ikke
At der fandtes en kærlighed så stor
Du
Vendte rundt på min verden
Det vigtigste
Er ikke længere
Det jeg troede
Det vigtigste
I denne verden
Er ganske simpelt
dig
Det er også et rigtigt godt digt, Louise - meget rammende.
SvarSletJeg kan sagtens følge dine tanker og følelser i forhold til børnene. I perioder oplever jeg også, at jeg næsten kan føle mig helt panisk over al den tid, som allerede er gået - og som ikke kommer igen - og den forholdsvis korte tid, der er tilbage, hvor jeg som deres mor i udpræget grad kan være deres tryghed, lyttende øre, guide, trøster, støtte, udfordrer og - ja, "bare" MOR! Jo ældre de bliver, jo større rolle kommer kammeraterne til at spille i stedet for.
SvarSletMen jeg prøver at lade være med at tænke på den forholdsvis korte tid, der formodentlig er tilbage, og så prøver jeg i stedet at være nærværende til stede i mine børns liv lige nu, i dag - altid i dag - med de betingelser, som den enkelte dag indeholder!
Rigtig god dag til dig.
Den der næsten paniske følelse, kan jeg nikke meget genkendende til, Vibeke. Og jeg prøver også at minde mig selv om, at jeg i stedet for at græde over, hvad jeg måtte have forsømt, bare må prøve at gøre det bedste her og nu. Det er aldrig for sent at være nærværende...
SvarSletÅ hvor er det dejligt at du blev lige så glad for dette digt som jeg gjorde.
SvarSletDet taler lige til mit hjerte, Marina...
SvarSlet