fredag den 24. april 2009

Lidt om anemoner og maver…

 

Anemone i sol

 

De to dobbelte anemoner, jeg fik af min mormor sidste år, har trods deres sarte fremtoning, klaret flytningen og står så fint og kigger mod solen. Jeg håber, de vil klare en flytning mere, og med tiden blive til mange flere. Det   kunne være så dejligt med sådan et forårsdække, der kan minde mig om min mormor.

Sådan har jeg flere planter, der minder mig om givere, der står mit hjerte nært, og som jeg håber, er med på at rykke til nye omgivelser. Så vores nye have også kan blive fyldt med historier og minder. Det er det, der giver den sjæl og gør den til vores.

 

Mormors anemoner

 

Dagen i dag var dagen, hvor Freja endnu en gang begav sig til sygehuset for at få maven gennemtjekket – denne gang med en scanning. Man må sige, vi får noget ud af vores grundige sundhedssystem, og jeg kan ikke lade være med at få følelsen af at skyde gråspurve med kanoner og måske tage pladsen for andre, der har mere behov. Men på den anden side – når nu lægerne synes, det kunne være en god idé at få hende tjekket, for deres og for vores skyld, så er jeg ikke den, der protesterer.

Og nu skulle det være sikkert og vist. Hun fejler ikke noget fysisk. Det er da rart at have på plads. Så mangler bare, at hun får det helt godt igen. Og det går den rigtige vej. Der er stadig dårlige dage ind imellem, men også flere og flere gode, så jeg er fortrøstningsfuld. Og står gerne klar, når hun har brug for støtte, et knus eller en snak.

5 kommentarer:

  1. [...jeg kan ikke lade være med at få følelsen af at skyde gråspurve med kanoner og måske tage pladsen for andre, der har mere behov...]

    Præcis sådan havde jeg det også for nogle år siden da jeg efter en henvisning pludselig skulle have en kikkertundersøgelse (med fuld narkose) for at tjekke om jeg havde endometriose. Det havde jeg ikke, men det er da en dyr måde (men dog også den eneste måde) at finde ud af den slags.

    Som en sagde til mig: Det skal du ikke have det dårligt over, vi bor i et velfærdssamfund og betaler skat af samme grund. Og når fagpersoner tager beslutningen er der slet ikke noget at spekulere over. Hun havde ret - men jeg havde det alligevel svært ved det...

    Jeg håber Freja snart er helt på toppen igen, god bedring og god weekend.

    SvarSlet
  2. Kære Annette!
    Hvor dejligt at få fortalt, at der ikke er noget fysisk galt med Freja! Og jo også positivt at det går fremad psykisk.
    Og ja, det er jo fantastisk at være der for sine børn, når de har brug for en ekstra snak eller et knus :-)

    Knus fra Pia

    SvarSlet
  3. Stine, jeg tænker netop også, at når det er fagfolk, der indstiller til undersøgelserne, må jeg læne mig tilbage og hvile i, at de finder det rigtigt.
    Hvor var det godt, du ikke havde endometriose (jeg måtte lige google det for at finde ud af, hvad det er...).
    Tak, og god weekend til dig.

    Ja, Pia, det var dejligt at få bekræftet, selvom det også var min fornemmelse. Og det er rigtigt dejligt, at det går fremad med hende.

    SvarSlet
  4. Jeg var selvfølgelig lettet - men omvendt var jeg enormt frustreret for jeg havde jo stadig lige ondt. Heldigvis fandt vi en anden løsning på et problem :-)

    SvarSlet
  5. Det var godt, Stine.
    Ja, det er meget frustrerende at have ondt uden at vide hvorfor...

    SvarSlet