Der blev ikke sparet på kalorierne, da vi havde dejligt vennebesøg i går. Skal der være fest… – og det er jo kun påske én gang om året… Så brødrene Prices mantra blev flittigt repeteret, mens vi mæskede os i Annes kardemommelækkerbisken af en kæmpebolle om eftermiddagen og Heibergs udgave af den traditionelle Bread and butter pudding om aftenen. Her ser I de sølle rester…
I mellemtiden var der dog også sundere ting på bordet, da farsbrødet med feta og basilikum og peberfrugter på toppen fik følgeskab af en tomatsalat og en salat med spinat, rucola, avocado, mango og ristede cashewnødder. Tomatsalaten er jo en klassiker, som aldrig slår fejl, og sidstnævnte salat var jeg rigtig godt tilfreds med, så den kombination er skrevet bag øret til senere brug.
Men vigtigst af alt var dog, at vi havde en fantastisk dejlig eftermiddag og aften sammen. Snakketøjet gik, strikketøj blev fundet frem og farvekombinationer diskuteret – og jeg fik inspiration til en rigtig sød pigetrøje, jeg måske, måske ikke, kaster mig ud i engang. På pigeværelset var alle prinsessekjoler i brug, hår blev sat i kunstfærdige frisurer, og kaffebordet var fint dækket op. Emil sad i fuld militærmundering og holdt vagt, så alle kunne føle sig trygge.
Endnu engang kan jeg glæde mig over at sidde med følelsen af dyb taknemmelighed over alle de dejlige mennesker, der beriger vores liv.
Påsken er over os. Og med den helligdage, hvor der udover påskens gudstjenester kun er nydelse på programmet. Arbejdsdagene er korte, hjemmet skinner, og der er god tid til bare at være sammen. Skønt!
Det er jo et lidt provokerende indlæg for sådan en som mig - ja, næsten overskriften i sig selv (Rigeligt med smør!).
SvarSletHvor er det på én og samme tid beundringsværdigt, misundeligt og alligevel provokerende, at du kan nyde kalorieholdig mad uden de store samvittighedskvaler, tanker om hvor mange kalorier du indtager og hvor de mon sætter sig... Bare det var mig;-)
Tusind tak for sidst - fantastisk mad, fantastiske værter, ferie og dejligt vejr - det kunne jo også kun blive skønt:-)
SvarSlet(Men er næsten flov over at se de sølle rester....;-) - vi tog godt nok godt fra!!!)
Lidana, velkommen her!
SvarSletJeg forstår, efter at have læst på din blog, hvor provokerende det må være. Jeg vil ønske for dig, at du med tiden må få lyst og mod til at nyde maden og livet uden skyldfølelser.
Overskriften er hentet fra madprogrammet på DR2, Spise med Price.
(Og så får jeg lyst til at undskylde mig med, at jeg til hverdag som regel lever sundt, men ved godt, at det ikke er relevant i denne situation...)
Lisbeth, selv tusind tak!!! Fantastiske gæster :o)
Og du skal overhovedet ikke være flov, det var jo meningen, I skulle spise maden ;o)