Drageløberen

 

En af de ting, jeg også altid glæder mig til, når jeg skal på årsmøde, er noget, som er hverdag og måske ligefrem en pestilens for nogen, men som for mig er ekstraordinært – nemlig togturen. En rum tid for mig selv, med skønne, forårsgrønne landskaber susende forbi, med tid til at fortabe sig i tanker, der suser med, at betragte rejsefæller, fordybe sig i håndarbejde eller en god bog. Og hvis rejsen er lang, er der endda tid til lidt af det hele.

Bogen, jeg havde med i tasken, har jeg hørt så meget godt om, og jeg har længe set frem til, at det var den, der stod for tur.

 

 

Og Drageløberen har på ingen måde skuffet. Jeg er cirka halvvejs igennem den, og den er svær at slippe! Den er gribende og barsk, den rummer skæbner så tragiske, at vi i vores trygge hverdag har svært ved at begribe det. Den rummer livsvisdom og beretter nærværende og levende om en kultur, som er så helt anderledes vores. Den er kort sagt en læseoplevelse, man ikke bør gå glip af! Og efterfølgeren ligger klar i bunken, når sidste side er vendt.