Sidste side er vendt

 

Vi er, omend modvilligt, oppe i de sædvanlige omdrejninger efter en skøn ferie. Selvom jeg ikke selv har haft ferie, tillader jeg mig at kalde den sådan, for også jeg har nydt familiens lave gear, og det var ikke med min gode vilje, at jeg hev de morgensøvnige børn ud af sengen, for derefter at småstresse som vi plejer trods alle intentioner om god tid. Men vi kommer jo derop efterhånden, i hverdagsgearet, og hverdagen er jo også god, især når det lykkes os at lave små oaser, at se hinanden og at give hinanden udelt opmærksomhed midt i alt ræset. En evig øvelse, som vi ikke må glemme.

Det pragtfulde forårsvejr hjælper med til overskuddet, lyset vælter ind af alle sprækker i hjem og sind, og haven trækker, som den ikke har gjort det længe. Plænen blev slået for første gang og sendte kaskader af dufte ind af den åbentstående terassedør, pelargonierne blev klippet ned, og afklippene plantet i nye potter, som står spredt overalt – jeg kan jo ikke nære mig, men må have en eller anden form for planteyngel at passe.

 

 

Og aftenen var dedikeret til de sidste sider i Dronningeofret, som efterhånden har fulgt mig i en rum tid, og som har holdt mig hen i en stadigt tiltagende spænding. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Den roman er bare så veldrejet, at man må overgive sig. Den rummer masser af spænding, indblik, stof til eftertanke, er velskrevet og utroligt medrivende. Stort bifald til Hanne-Vibeke Holst. Jeg venter utålmodigt på nye udgivelser fra hendes hånd!