Det er i dag et vejr…

 

 

Og endda et helt fantastisk af slagsen. Vi trak ud i haven efter dagens gudstjenester og et smut forbi Fuglsang Sø – og var næsten ikke til at drive ind, da solen forsvandt bag hustagene. Terrassen blev befriet for en ordentlig bunke sand, der flød i et hjørne – og mine arme blev i den anledning 2 km længere! Jeg vil vædde med, at jeg i morgen kan mærke, at jeg har brugt muskler, der normalt lever et hengemt liv.

Så jeg kunne hurtigt blive enig med mig selv om, at det var velfortjent, at jeg satte mig med et blad og sol på de halvblege skinker, mens Brian grillede bøffer til aftensmadens burgere. Årets første aftensmad på terrassen er noget helt særligt, fuld af løfter om en dejlig årstid, der endnu kun er i sin vorden – jeg elsker foråret og sommeren, der er så mange skønne stunder i vente, og hele sanseapperatet vækkes af sin dvale, som det bliver bombarderet af syns- og dufteindtryk. Det er ikke så sært, at foråret er forelskelsernes årstid.

Et hyggeligt uno-spil for hele familien rundede en dejlig weekend af, og Freja sang af hjertens lyst, mens hun tog nattøjet på for lidt siden.

Et kig rundt i haven åbenbarede forøvrigt, at der også i vores lille firkant gemmer sig guld:

 

 

De forårsløg, som jeg alt for sent fik i jorden i januar, og som jeg ikke havde den store tiltro til, skyder pludselig med små stædige vintergækker, helt uden for sæson.

 

 

Krydderurtebeddet bugner med mynte, timian og persille – der er til mange gode retter, og det er så skønt at kunne plukke i haven!

 

 

Og så er det lige om lidt, at de springer ud, mine yndlingstulipaner. Jeg kan næsten ikke vente, for de er bare så smukke…