Krydderurteflyt

 

 

Det hygger nu – at have krydderurterne i krukker. Timian med de sødeste små blomster, mynte og persille er nu klar til flytning. Og så havde jeg endda glemt purløgen, som står et andet sted i haven. Jeg må vist have fat på nogle flere krukker (en god undskyldning, ikke sandt?).

Men jeg er lidt spændt på, hvordan de vil befinde sig i sådan en lille et-værelses. Jeg må huske at være flittig med vandkanden…

Fordelen ved krukkerne er, selvfølgelig, at de er lige til at flytte – men også, at jeg ikke behøver at bestemme mig for placeringen af et nyt krydderurtebed sådan lige med det samme. Så hvis ellers planterne har det okay med krukkerne, kan jeg tage det stille og roligt og se haven lidt an (og pakke ud og sådan nogle småting), inden jeg laver de store rokeringer.

PS. Hvor er det skønt med det sommervejr! I skrivende stund står terassedøren stadig åben, solen sender de sidste stråler ind i over hustagene, og lyden af fuglesang og legende børn er eneste baggrundslyd. Fantastisk!

Jeg er svær at sætte i bås…

 

… i hvert fald, når det kommer til tøjstil, men sikkert (forhåbentligt) også på så mange andre felter.

Ind i mellem er jeg til økostil, hør, naturfaver og andefødder. Til andre tider er jeg til sprælske farver, flower-power og store smykker. Eller jeg kan være til det romantiske, til jeans, til høje hæle og en sjælden gang helt i sort.

I dag faldt jeg over skoene, som da vist må siges at være i den sprælske ende. Først gik jeg forbi dem og tænkte, at jeg er for gammel – men noget trak mig tilbage, og hvornår er man egentlig for gammel…? Ikke endnu, bestemte jeg mig for, så med kom de! Og jeg er sikker på, at de vil gøre lykke, når jeg er i det humør! (Og så har jeg da vist et eller andet med lilla…)

 

For få timer i døgnet…

 

 

For omkring tre år siden købte Brian denne clematis, som hvert år har været en lille pist og blomstret med et par ensomme, men kønne blomster. Men nu, hvor det var sidste chance for at vise, hvad den dur til, inden vi flytter fra den – må jeg sige, at den gør det med eftertryk. Et sandt overflod at smukke, store blomster, og masser af knopper på spring – og jeg nyder, så længe, det varer! Og tænker, at vi altid kan købe en ny clematis, hvis vi mangler – for de er vist ikke så glade for at blive flyttet. Og det er helt i orden med mig – håber den kan sprede lidt glæde til de næste beboere.

 

 

Den forgangne uge har været én med tryk på. Med koncert, en vildt hyggelig ryste-sammen-dag i vores lille personalegruppe, og lidt pakning, når der har været huller til det. Og lidt småkagebagning. Og nu er jeg træt.

Jeg har fået mig en dårlig vane med at komme for sent i seng, og det bliver ikke ved med at gå. Det går ud over overskuddet, og at holde trætheden stangen med kaffe er altså ikke godt i det lange løb. Men de lyse aftener roder også lidt rundt i mit system – ikke at jeg vil klage over dem, jeg STORnyder! Men de gør, at jeg ikke segner om klokken otte, men kører som på duracell, indtil jeg pludselig opdager, at klokken snart er sengetid, og så skal jeg jo også liiige nå at slappe af, se gemalen i øjnene, på rundtur i blogland osv. Med larmende træthed dagen efter til følge.

Men i aften tager jeg mig sammen, gør jeg! Og i morgen kan jeg endda sove lidt længe… Mmmm… Og lad mig så lige nyde lidt mere af den dejlige sol :o)

 

Årets sidste tulipan

 

 

Håber, de vil sove godt og vågne op i deres nye hjem næste forår.

Søskendehygge…

 

Eller… Helt søskende er de jo ikke, men alligevel…

 

 

De forstår i hvert fald at nyde livet!

Dejlige søndag

 

 

Vi har virkeligt været aktive i dag.

Et par kasser er pakket. Forårsløgene, jeg gennem tiden har fået eller købt, er gravet op af jorden, for senere at blive sat i en ny have, hvor forårsløg stort set er det eneste, der mangler. Hvilket har sat sit præg i form af en vabel i min åbenbart sarte håndflade.

Ind i mellem var der også tid til at sidde med hækletøjet og nyde solens varme stråler. At nyde en lille smoothie, som børnene (næsten) helt selv havde lavet og serverede med velfortjent stolthed. At gå en tur i samlet flok til købmanden for at købe forsinket lørdagsslik. At ligge udstrakt på et tæppe og falde i søvn i solen. At være.

Skønt!

Efter aftensmaden kom jeg i tanker om den ølkage, jeg havde lovet at bage til Emil og hans klasse, der tager på lejrskole i morgen (og han glæder sig, skulle jeg hilse og sige! Det meste af eftermiddagen har han pakket med stor entusiasme, krydset af på pakkelisten, og planlagt, hvad der skulle være hvor). Heldigvis er ølkagen jordens nemmeste kage, vil jeg tro, og den står nu og luner sig i ovnen, mens det er tid for mig at slænge stængerne op og læne sig tilbage.

Helt solgt

 

Vi har haft besøg af denne lille charmetrold i dag…

 

 

Lige så genert min nevø var i starten, lige så tillidsfuld og totalt charmerende var han, da han tøede op. En festoriginal uden lige, og helt bevidst om, at han var i centrum.

Og da han helt uopfordret kravlede hen og gav sin faster et kæmpe kram, var jeg da helt som smør under solen. Han er bare for skøn!!

 

 

Og skønt var det at være sammen med min lillebror og svigerinde igen. Vi er alle i min søskendeflok meget tæt knyttede til hinanden, og vi savner, når der går for længe mellem, at vi ses.

En gåtur i det gode vejr blev det også til – hen forbi vores nye hus, som blev taget i øjesyn. Kvarteret er dejligt roligt og hyggeligt, og jeg kommer meget hurtigt til at føle mig hjemme der! Nu er der kun 3 uger, til vi overtager – vildt!!!

På madfronten blev der eksperimenteret lidt. Planlægningen af aftenens menu blev gjort i sidste øjeblik, dvs. i formiddags, så der var ikke tænkt så langt som til at bikse dej sammen til madbrød i går. Derfor rørte jeg en dej ved middagstid, som fik lov at stå på køkkenbordet og gøre sig resten af dagen – ca. 6 timer i alt. Når dejen begyndte at kigge op over skålkanten, fik den en æltetur, og blev så sat til side igen. Og resultatet blev fuldt tilfredsstillende. En god sej krumme og lækker brødsmag.   Brødet fik selskab af en speltsalat med bagte asparges, jeg havde prøvet før, en ny kombination af spinat, pærer og ristet parmaskinke, krydret med ahornsirup, æblecidereddike, salt og peber. Og gulerodsstave. Og min første hjemmerørte humus. Som meget gerne tåler gentagelse. Det var jo ikke engang svært! Og så endelig grillet kyllingefilet, marineret i citron og honning.

 

 

Den sidste grillvarme blev udnyttet til en gang bagte bananer med pålægschokolade, farin – og cognac til de voksne. Og så lige en god klat kold flødeskum til. MUMS!

Tredje gang er lykkens gang

 

 

Det var første gang også, for de er virkeligt gode, de syltede valnødder, jeg for efterhånden lang tid siden så hos et cetera.

Men anden gang gik det helt galt. Det lykkedes mig at brænde en halv flaske rødvin så eftertrykkeligt på, at alt var helt sort og hårdt som det hårdeste karamel. Ud til højre røg det under gråd og tænderskæren, og jeg måtte på den igen.

Det gør jeg så til gengæld gerne, for det er ikke spor besværligt at forvandle en bunke valnødder til en himmerigsmundfuld, og jeg er efterhånden temmelig forfalden. Lækkert brød, brieost og en skefuld af de syltede, så er jeg nærmest i himmelen!!

Sushi – nu som forret

 

 

Mit livs første sushi – men forhåbentlig ikke den sidste.

Ja, vi er ikke de hurtigste på beatet, jeg ved det, men bedre sent end aldrig… De var virkelig gode – og helt anderledes end forventet.

Eftermiddagen og aftenen er tilbragt i det dejligste selskab – vi har haft vennebesøg, og vi har nydt det, både børn og voksne. Der har været gang i den i alle ender af huset, både på børneværelserne, i snakkekrogen i sofahjørnet, og i køkkenet, hvor Brian slog sig løs. Man skal ikke joke og bede om en treretters menu, hvis man ikke mener det, når Brian har maduge. Så vennerne blev taget på ordet, og samtidig blev et lokalt initiativ, den nye sushibar i Herning, støttet, og det er i grunden ikke så ringe endda, når man nu godt kan lide at have specialiteter i lokalområdet.

Den forlængede weekend er skudt rigtigt godt i gang. Jeg har godt nok ikke fri, men burde kunne nøjes med korte arbejdsdage, og når Brian og børnene samtidigt holder fri, føles det næsten, som om jeg også har ferie. Ikke dårligt!

Syrener ude…

 

 

 

… og syrener inde…

 

 

 

- de er bare fantastiske!!! (kan I mærke duften?)

 

 

(jeg bliver da vist nødt til at tage en aflægger med til vores nye have…)

På kirketur

 

 

Min vej til kirken i morges gik igennem Mindeparken, som ligger lige bag kirken. En skøn oase midt i villakvarteret, der omgiver kirken, og som bliver flittigt brugt af både dagplejemødre, skoleklasser, hundeluftere og mange andre, der nyder det grønne pusterum. Lige nu står parken i det mest farvestrålende skrud, rhododendronbuskene står i fuld flor, omgivet af en skov af bregner, der netop har foldet sig ud.

 

   

Mit arbejde er alsidigt, og ind i mellem er det faktisk en overdrivelse at kalde det arbejde – som nu i eftermiddag, hvor vi var på udflugt. Min opgave var egentlig bare at være med og bakke op om arrangementet som en af kirkens ansatte, og det kan man da lige klare.

 

 

Turen gik til Gjellerup Kirke, som ligger lige øst for Herning. Kirken er Danmarks ældst daterede landsbykirke, hvilket fremgår af den latinske inskription over den tilmurede dør i sydmuren. Kirken er bygget i 1140 af samme bygmester, som byggede Ribe Domkirke. 

 

 

For 2½ år siden blev kirken omfattende renoveret og udsmykket af kunstneren Maja Lisa Engelhardt. Der er mange følelser i spil, når der bliver rørt ved gamle bygninger, og måske i særdeleshed kirker – og det er en svær kunst at udsmykke en så gammel kirke med  respekt for rummet og dens historie, men med et nutidigt udtryk, der taler til mennesker i dag. Jeg synes, Maja Lisa Engelhardt har gjort det virkeligt godt!

Jeg kan lide hendes streg, hun har lagt mange tanker bag udsmykningen, og det er nænsomt og samtidigt meget udtryksfuldt. Jeg har i sagens natur ingen før-billeder, men hvis man er interesseret, kan man se mere på kirkens hjemmeside. Her kan man også læse om alle de tanker, kunstneren har arbejdet ud fra.

 

 

Altertavlen har fået fire nye malerier, fronten af alterskranken er malet, der er kommet nyt knæfald, og et nyt, vævet tæppe, som er meget spændende at nærstudere (klik evt. på billederne for at få dem i større format).

 

 

Den mørke mosaik i sydsiden af koret er skiftet ud med denne enkle og lyse mosaik.

 

 

Prædikestolen er rigtig flot, synes jeg, med guldfelterne, ligesom resten af kirken er pyntet med guld, både på alteret, orglet og alle bænkegavle ned gennem kirkerummet.

 

 

Samtidig er alt træværk i kirken (bænke, orgel, lofter osv.) malet i lysere og lettere farver. Kirken er blevet meget lys og venlig, og samtidigt fornemmer man tydeligt historien, der ligger i de ældgamle sten.

Vægelsind

 

 

Man har et standpunkt, til man tager et nyt – og nu er trøjen en cardigan.

Jeg mangler bare en pæn afslutning langs kanterne, og min fantasi rækker vist ikke til andet end en almindelig ribkant (måske lader jeg halskanten være, som den er) – hvis nogen har bedre forslag, så byd endelig ind!

Og så en lækker kæmpeknap foroven, så er jeg vist godt tilfreds…

Ikke længere brødflov

 

I den seneste tid har vi været uden hjemmebag. Ikke med min gode vilje, men fryseren har simpelthen været for fyldt, og jeg bager helst lidt større mængder, så jeg kan tager boller op af fryseren efter behov.

Vores fryser er en lille undskyldning for sig selv med 3 (skriver tre!) små skuffer, så det kræver planlægning og nøjsomhed at leve med så lidt. Og om lidt er det slut! Med i hushandelen følger en kæmpestor (og A+-mærket, vi HAR spurgt) kummefryser, og hold op, hvor skal jeg sylte og bage!!

Men nu har Brian (endelig) fået brugt en del af sit fryserlager, så der rent faktisk er plads i fryseren, og den chance bør man ikke lade gå fra sig. I fredags forsøgte jeg mig med disse små skolerugbrød – med en næsten for gammel surdej fra køleskabet, en mørk øl, sirup, masser af frø og kerner – og spidskommen.

 

 

Rugbrødsdejen er bare hældt ud i en bradepande og skåret ud både før og efter hævning, og igen efter bagning, inden afkøling. Så var de små rugbrød nemme at brække fra hinanden, og de smager, så englene synger. Håber de vil gå igennem den strenge madpakkecensur. Et helt rugbrød blev der også til, så vi er godt kørende på rugbrødsfronten.

Da det nu til aften gik op for mig, at der på mirakuløs vis var kommet mere plads i fryseren, satte jeg en grovbolledej til hævning. Sådan en af den slags, jeg så godt kan lide, med havregryn, klid og kerner, hørfrø og græskarkerner, lidt af dit, og lidt af dat, hvad melbeholdningen nu lige kunne byde på, og så en lang nat i køleskabet. Så skulle der nok kunne blive tid til at smække dejklatter på en plade engang i morgen. Det bliver skønt at få boller i fryseren igen.

 

 

Og PS, koncerten gik godt, bortset fra den ene gang, hvor jeg glemte at spille, fordi jeg troede, værket var slut… Ups!  Men det kunne vi heldigvis bare grine af, og fortsætte med at lave god musik. Dejligt, når der er godt humør og forståelse for, at mennesker kan lave fejl.

Randbøl Hede

 

En rigtig hyggelig familiedag har det været.

Vi trodsede regnvejret, tog gummistøvlerne på og begav os på en travetur i Randbøl Hede (v. Billund), der fik mig til at ægre mig voldsomt over at have glemt kameraet. For der var bare helt betagende smukt! Kuperet terræn, hedelandskab med masser af lyng, og så de eventyrlige søer, kaldet syv-års-søerne eller eventyrsøerne, hvor grundvandsforholdene på en eller anden måde gør, at der ca. hver syvende år er smukke søer spredt rundt i landskabet. Ind imellem tørrer søerne ud, og er helt landfaste. Nærmest magisk!

Men billederne må I desværre tænke jer til (det viste er lånt her).

Og nu vil jeg se dyner, i morgen er der både gudstjenesten, og om eftermiddagen skal jeg spille til en koncert – så jeg må hellere prøve at være veludhvilet…

Nyt land

 

 

Det lykkedes minsandten – at få camouflagestoffet til at ligne et par bukser, jeg godt vil lægge navn til. Og de blev oven i købet færdige til i morgen, hvor vi skal til familiedag med Brians fædrende familie. Og der var en dreng, der blev glad! Det er flere dage siden, han planlagde, hvad han så skulle have på sammen med sine nye bukser – der er ikke meget overladt til tilfældighederne hos ham.

 

 

Det er første gang, siden 10. kl., at jeg har syet tøj, sådan rigtigt med mønster, syvejledning og hele molevitten – og det har også voldt mig hovedbrud ind imellem. Også selv, om jeg valgte “easy” model. Jeg har så heller ikke helt holdt mig til modellen. Stoffet var lidt tyndt (jeg er lidt spændt på at se, hvor slidstærkt, det er), så vi valgte at lave foer i jerseystof - så er de også dejligt bløde at have på. Bæltestropper var også på ønskelisten, og det var ikke noget problem at tilføje dem.

 

 

Hvis man kigger på detaljerne, er det nemt at spotte, at bukserne er syet af en glad amatør – syningerne er ikke just helt lige, især ikke pyntestikningerne, som jeg fandt på efter at have syet buksebenene sammen – måske ikke lige den letteste rækkefølge, men sådan lærer man jo hele tiden.

Alt i alt er jeg godt tilfreds med bukserne, og det er Emil også, så vi er alle glade :o)

Tøseaften

 

 

En rigtig tøset tøseaften har det været. Hyggeligt og afslappet.

Jeg har været sammen med en flok piger fra mit hedengangne ungdoms-/voksenkor i kirken. Vi nyder stadig at mødes med mellemrum, selvom vi ikke længere har et kor tilfælles, og det er altid hyggeligt.

I aften var vi til make-up aften i The Body Shop. Der var lagt op til den helt store forbrugsfest, da vi alle blev shinet op til fest, og produkterne lagt i kurven. Heldigvis kunne de tages op igen, inden vi nåede kassen, for selv om det er superlækre produkter, er nye sko i min optik alligevel bedre end et børstesæt. Også selv om et børstesæt kan synes uundværligt, når man bliver grebet af stemningen.

Så jeg var fornuftig og nøjedes med en mascara. Som forøvrigt var tiltrængt. Og så alle de spændende prøver i den medfølgende goodybag.

Aftenen sluttede med caféhygge over en fadøl og en ordentlig bunke nachos. Så fik vi da alligevel brugt pengene på noget…

Og så kan jeg konstatere, at det er stadig er en overvindelse at bruge blå øjenskygge, når man har oplevet skrækscenariet i 80’erne. Også selvom det kan være pænt i moderate mængder…

Jeg tror, jeg holder mig til min eyeliner og mascara i morgen.

Flere blomster…

 

Og så lige den hjemlige buket igen, igen.

Er det ikke bare fantastisk med alle de blomster??

(Det synes jeg!) 

 

Æbleguld

 

Jeg kom forbi en flok æbletræer på min cykeltur i går.

Kameraet var ikke med på tur, men mobilen var heldigvis villig til at agere stand-in – for det var et fantastisk syn!

 

 

Jeg får vist aldrig nok…

Gisp – og pyh…

 

 

Isabella Smith er gået konkurs. Eller var. Man kunne ikke se det på hjemmesiden, men jeg får deres nyhedsmails og undrede mig over, at der i over en måned ikke var kommet nogen. Og savnede dem. Jeg prøvede at tilmelde mig igen, ifald jeg var røget ud af systemet. Og fik en nyhedsmail kort tid efter. Fra Nedlukningsselskabet af 31. marts, som sælger ud af konkursboet.

Og nu gik jeg så igen ind på hjemmesiden og ledte efter den nyeste nyhedsmail. Hvor der til min store overraskelse står, at Isabella har købt firmaet tilbage, og alt nu er som før. Pyh…

 

  

 

Ja, jeg indrømmer blankt, at det jo ikke er fordi, jeg har lagt de store formuer i den geshæft. For priserne er simpelthen for høje for min pengepung. Men jeg har da både købt lidt og fået gaver derfra. Og ikke mindst har jeg nydt at lade mig inspirere af en stil, der rammer min lige i øjet. Og jeg glæder mig over fortsat at kunne lade mig inspirere og forhåbentligt købe lidt i ny og næ.

 

 

Og jeg glæder mig på Isabellas vegne, for en konkurs er da aldrig sjov (har jeg hørt…), og jeg under hende virkelig at kunne fortsætte med det hjertebarn, jeg fornemmer, firmaet er.