Pyyyhhh…

 

 

En kæmpe udfordring, som næsten har holdt mig søvnløs i den seneste tid, er overstået.

To gange om året har vi skolelørdag på børnenes skole – en obligatorisk formiddag for børnene og deres familier, hvor der kan være vidt forskellige ting på programmet – fra almindelige skoletimer, hvor forældrene kan følge undervisningen over indvielse af skolens multibane til idrætsdag. Skolelørdagen arrangeres af forældre i samarbejde med klasselæreren, og i dag var det forældrene i Emils klasse, der stod for tur.

På programmet var en kunstjagt på Herning Kunstmuseeum, arrangeret af museet, så det var nemt for os, vejret var perfekt, og det var en rigtig vellykket formiddag. Der var også mulighed for at komme ned i Elia, Cronhammars store, omdiskuterede monument, og se den indefra.

Formiddagen sluttede i angli-gården, hvor jeg stod for en lille event – korsang med alle de deltagende, ca. 300 børn og voksne. Det skal lige siges, at jeg altså ikke er vant til, endsige tryg ved, at stå foran de helt store forsamlinger og “spille fandango”, så selv om jeg er rutineret korleder, er det bare en helt anden situation at stå foran sådan en flok.

Vi sang en lille forårskanon, den lille lalleglade, der har kværnet rundt i mit hovede, siden jeg lærte den, – med fagter og bodypercussion, og det gik rigtigt god! Da jeg, efter at have sunget de første par linier med bævende stemme, fik styr på nervøsiteten, gik det hele som smurt, folk var glade, og det havde været en god oplevelse. Dejligt!

Nu kan jeg endelig slappe af og nyde resten af weekenden…