søndag den 17. maj 2009

Ikke længere brødflov

 

I den seneste tid har vi været uden hjemmebag. Ikke med min gode vilje, men fryseren har simpelthen været for fyldt, og jeg bager helst lidt større mængder, så jeg kan tager boller op af fryseren efter behov.

Vores fryser er en lille undskyldning for sig selv med 3 (skriver tre!) små skuffer, så det kræver planlægning og nøjsomhed at leve med så lidt. Og om lidt er det slut! Med i hushandelen følger en kæmpestor (og A+-mærket, vi HAR spurgt) kummefryser, og hold op, hvor skal jeg sylte og bage!!

Men nu har Brian (endelig) fået brugt en del af sit fryserlager, så der rent faktisk er plads i fryseren, og den chance bør man ikke lade gå fra sig. I fredags forsøgte jeg mig med disse små skolerugbrød – med en næsten for gammel surdej fra køleskabet, en mørk øl, sirup, masser af frø og kerner – og spidskommen.

 

Skolerugbrød

 

Rugbrødsdejen er bare hældt ud i en bradepande og skåret ud både før og efter hævning, og igen efter bagning, inden afkøling. Så var de små rugbrød nemme at brække fra hinanden, og de smager, så englene synger. Håber de vil gå igennem den strenge madpakkecensur. Et helt rugbrød blev der også til, så vi er godt kørende på rugbrødsfronten.

Da det nu til aften gik op for mig, at der på mirakuløs vis var kommet mere plads i fryseren, satte jeg en grovbolledej til hævning. Sådan en af den slags, jeg så godt kan lide, med havregryn, klid og kerner, hørfrø og græskarkerner, lidt af dit, og lidt af dat, hvad melbeholdningen nu lige kunne byde på, og så en lang nat i køleskabet. Så skulle der nok kunne blive tid til at smække dejklatter på en plade engang i morgen. Det bliver skønt at få boller i fryseren igen.

 

Bolledej

 

Og PS, koncerten gik godt, bortset fra den ene gang, hvor jeg glemte at spille, fordi jeg troede, værket var slut… Ups!  Men det kunne vi heldigvis bare grine af, og fortsætte med at lave god musik. Dejligt, når der er godt humør og forståelse for, at mennesker kan lave fejl.

5 kommentarer:

  1. Øjj, det ser godt ud med den ene og anden slags brød!

    Godt at høre, at koncerten gik godt : )

    SvarSlet
  2. Åh ja! Det må være godt at få fryseren fyldt op med bagværk. Det ser ud til at blive nogle gode boller - er der en opskrift man kan få på dem?

    Knus fra Pia

    Og ja, hvor er det godt at høre at koncerten gik godt og du "har lov til" at være menneske :-)

    SvarSlet
  3. Det er skønt med hjemmebag, Helle :o)
    Og dejligt at have koncerten godt overstået - nu mangler jeg bare en næste mandag.

    Opskriften er lidt svær at give videre, Pia, for den er improviseret. Men jeg startede med en portion havregrød med hørfrø, blandede den op med A38, til temperaturen var tilpas, tilsatte omk 10 g gær, ahornsirup, en tsk salt, græskarkerner, og fyldte så ellers op med hvedeklid, fuldkornshvedemel, fuldkornsspeltmel og sigtet speltmel, til konsistensen var tilpas. Det er sjovt at prøve sig frem :o)

    SvarSlet
  4. Hold da op - hatten af dig, at du sådan tør eksperimentere :-) Jeg vil lige overveje om jeg vil prøve at gøre dig kunsten efter.

    Knus fra Pia

    SvarSlet
  5. Det er også med fare for, at de ikke bliver ens hver gang - men ellers er det faktisk ikke så svært. Med kage ville jeg dermed ikke vove at eksperimentere. Der er mere, der kan gå galt, synes jeg.
    Men prøv det - det er sjovt og en stor tilfredsstillese :o)

    SvarSlet