onsdag den 12. august 2009

Mor og barn

 

Sommer i stuen

 

Mor og barn buketter er vel ikke kun til barselsbesøg. Se bare disse, som Freja og jeg plukkede på en fantastisk eng. Det er Frejas, den lille.

 

Fantastiske engblomster

 

Vi løber en smule rundt om os selv i disse dage, der er en del, vi gerne vil have på plads inden festen på lørdag, men ind i mellem nyder vi også en stund til gæster eller en tur i biografen som i mandags, hvor jeg var sammen med en veninde inde for at se “Sorte kugler”. Fantastisk film! Jeg elsker “Andens” humor, og i denne film bliver den blandet med en god portion dybde og fokus på de vigtige ting i livet – en rigtig god cocktail efter min smag!

Imens vi sysler, har vi igen fået besøg af vores ven, håndværkeren, som er gået i gang i vaskerummet. Et gulv er støbt, senere kommer der klinker på, vægge bliver pudset op og klar til en gang maling, og til sidst ender det som et helt hyggeligt rum, det, der før stod helt råt. Det bliver godt, og når bordpladen og hylderne med tiden også kommer på plads, kan man se mig i fuld gang med at pakke kasser ud igen. Hvem ved, til sidst kan man måske endda gå rundt i kælderen uden besvær… Men den tid, den glæde, vi tager det stadig i små portioner, i et tempo, vi kan klare – når der nu også er arbejde og alt det andet, der skal passes. Og vi lider ingen nød!

2 kommentarer:

  1. Hej Annette!
    Sikke en smuk mor-barn-buket, dig og Freja, der har plukket :-)
    Og så nyder jeg at læse om, at I tager det stille og roligt med at komme helt på plads i huset - at I også bare lever og er :-)
    Knus fra Pia

    SvarSlet
  2. Jeg elsker sådan en buket markblomster, Pia :o)
    Det er vist nødvendigt for os at tage det i det tempo, vi føler for, for at have det godt med det - men der skal da nok komme en tid, hvor jeg føler, at der ingenting sker ;o)

    SvarSlet