fredag den 8. februar 2008

Sikken dejlig dag det er i dag!

 
 

Solen kaster lange skygger ind i stuen, og livet er skønt!
Dagen i dag er tilbragt i Århus, smilets by. Jeg har boet i Århus i 11 år - hele min studietid plus lidt mere, og en del af mit hjerte vil for altid være i den by.
Anledningen var en orgeltime hos min tidligere lærer fra konservatoriet. Jeg er begyndt at få undervisning igen, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Kald det en slags efteruddannelse, inspirationsboost, opstramning - det er det hele. Og jeg har oven i købet fået ros! Fået at vide, at jeg har arbejdet godt med stykket, spiller musikalsk og med energi. Det er da dejligt!

Dagens dumme overraskelse lå klar i forruden, da jeg kom ud til bilen igen - jeg havde ikke været opmærksom på, at jeg parkerede i en P-zone, så jeg havde ikke stillet P-skiven - øv! Men det skulle nu ikke få lov at sætte skår i en god dag, og det nytter som bekendt ikke at græde over spildt mælk.
Efter timen havde jeg et par timer til rådighed i Århus, inden jeg skulle tilbage til Herning, og jeg nød det! Jeg slentrede ned ad Vestergade gik på den brostensbelagte lille vej, Møllestien. Desværre havde jeg ikke kamera med, så I må tænke jer til idyllen i de gamle, skæve og småbitte huse og alle de smukke ornamenter på husene, når man kigger opad - alle de ting, jeg nyder i en by med så gammel historie, som Århus har. Jeg var i Askeladen, en fantastisk butik i Gl. Munkegade for alle med børn i familien eller omgangskredsen. De har legetøj, farver, uld og meget mere - med kvalitet og fantasi i højsædet. Der fandt jeg en lille tandgave til Freja, som skal ligge klar, til når den næste tand rasler ud. Jeg hyggede mig med alle de spændende, skæve og meget forskellige specialbutikker i latinerkvarteret, og jeg nød en sandwich fra Charlie's i Guldsmedegade - den kan anbefales!

Luften var helt forårsagtig og mild, og sindet var mættet af gode indtryk, da jeg atter vendte bilen mod Herning.

3 kommentarer:

  1. Ja, det lyder godt nok rigtig hyggeligt og idyllisk... !
    Jeg har nok også en lille forkærlighed for Århus : )
    Her skinner solen også i dag - jeg har dog endnu ikke været ude at nyde den, men har planer om det...

    SvarSlet
  2. Ej hvor lyder den dag bare helt igennem perfekt (altså bortset fra p-bøden).

    Jeg har også nydt solen både i går og i dag, der er nu ikke noget bedre :o)

    SvarSlet
  3. Helle og søster, det var en rigtig dejlig dag!
    Solen gør rigtig godt efter en lang, grå periode. Vi trænger til den!

    SvarSlet