tirsdag den 18. marts 2008

Bogklubber

 
Jeg er medlem af intet mindre end tre bogklubber. Det er egentlig ikke fordi, jeg køber stakkevis af bøger - det er budgettet ikke til - men jeg kan ikke stå for deres medlemstilbud. Det er simpelthen for fristende at købe tre bøger for en slik, og de andre bøger, man så forpligter sig til at købe, kan jo altid komme...

I den ene bogklub manglede jeg at købe en bog for at opfylde medlemsbetingelserne. Så var der jo ikke noget at gøre. Så var jeg simpelthen nødt til at vælge en bog, jeg gerne ville købe. Og det var et svært valg, for der er godt nok mange, der ser spændende ud. Valget faldt på Mærkedage af Jens Smærup Sørensen. Den har jeg hørt rigtig meget godt om. Men først skal den op på hylden at stå. For det første, fordi jeg er i gang med en anden, og jeg er typen, der har det bedst med at læse en bog færdig ad gangen. For det andet, fordi forventningens glæde nu ikke er at kimse ad. Jeg elsker at have en masse gode bøger ståenden på hylden, som jeg kan se frem til at læse. 




Bogen, jeg er i gang med nu, er Løgneren af Martin A. Hansen. Jeg har haft lidt svært ved at komme rigtigt i gang med den, også fordi, der har været lidt for langt mellem, at jeg taget mig tid til at læse i den, og jeg derfor glemmer for meget. Så nu har jeg skimmet den igennem forfra igen. Den er fascinerende, fordi den er så meget anderledes, end hvad jeg ellers har læst. Men meget mere om den, når jeg er kommet lidt længere... 

4 kommentarer:

  1. Åh ja, de kære bøger. Jeg har bestemt mig til at bruge mindre tid på pc'eren og tv'et, og den tid jeg har brugt på det, vil jeg bruge på at læse :-)
    Og det er en rigtig god beslutning kan jeg mærke :-)

    Knus fra Pia

    SvarSlet
  2. Det er nemlig rigtig dejligt at læse, Pia :o)
    Det der med mindre tid ved pc'eren går ikke så godt for mig - man bliver jo bidt af det her bloggeri...

    SvarSlet
  3. Hej Anette.
    Jeg læste "Løgneren" for mange år siden. Nu går jeg og overvejer, om det ikke er på tide at læse den igen.

    Lige som dig, læser jeg kun en bog af gangen. Det andet er simpelthen noget rod og jeg har svært ved at tro, at man får det fulde udbytte - eller oplevelse - når man læser flere bøger oveni hinanden.

    Jeg er kun medlem af samlerens bogklub, men jeg forstår godt at man lader sig friste. Men på elounge.com er bøgerne faktisk lige så billige som i bogklubberne. Ganske vist koster forsendelsen noget mere, men jeg tror alligevel at man sparer en hel del, fordi deres bøger er så pokkers billige.

    Jeg har lige bestilt mine første bøger fra elounge.com, men jeg er ret sikker på, at jeg vil købe alle mine bøger hos dem i fremtiden.

    Mvh Jens.

    SvarSlet
  4. Hej Jens - velkommen her!
    Tak for tippet - jeg har lige kigget lidt på elounge.com, og det ser da ud som om, de har lidt af hvert til rimeligt billige priser.

    SvarSlet