I et tidligere indlæg skrev jeg, at disse skønne forårsbebudere vistnok hed Deborahliljer. Men jeg har siden læst Isabellas og er blevet klogere. Blomsten er opkaldt efter Skt. Dorothea, som i den katolske kalender har sin dag d. 6. februar. Dorothea var en kysk, kristen kvinde, der led martyrdøden omkring år 287 på grund af sin tro. Kort før sin henrettelse modtog hun roser og æbler fra en engel, og derfor afbildes hun ofte med netop disse ting ved sin side. Ifølge gammel overtro skulle både vintergæk og dorothealilje gerne springe ud denne dag og dermed varsle et snarligt forår.
Jeg kan ikke huske, om de var sprunget ud 6. februar i år, men de står der i hvert fald endnu, de små søde, og foråret er her jo lige nu. Det er stadig blæsende, og varmt kan man ikke kalde det, selvom der jo heller ikke ligefrem kan siges at have været rigtigt koldt i år - men lyset er her, det er ikke til at tage fejl af. De helt konkrete ting, som at der er lyst, når vi står op og mens vi spiser aftensmad, lover lysere og varmere tider. Og jeg trænger - jeg kan mærke vintertrætheden komme snigende, og jeg længes efter sol og varme. Forår, kom bare an - jeg er klar!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar