Dejlige oplevelser

 

Jeg gik på rov efter gudstjenesten og fandt et sandt overflødighedshorn af snebærbuske, der godt kunne undvære et par grene til min krans. Kransen bandt jeg af birkegrene sidste år, og den har faktisk hængt ved døren lige siden. Jeg blev enig med mig selv om, at den sagtens kunne lidt endnu, hvis den bare blev pyntet lidt til jul - og den er blevet rigtig sød med de overdådige klaser af de hvideste snebær.

Vi ordner lidt hist og pusler lidt pist. Søndagsroen har for længst sænket sig over os, og vi nyder bare at være hjemme.

Lige som vi nød dagen i går med alle dens aktiviteter - hver ting til sin tid.

Formiddagen i skolen forløb til alles tilfredshed med et virkeligt godt program. Vi havde besøg af en fortæller (hans navn kan jeg ikke huske) - som fortalte eventyret om Store Klaus og Lille Klaus - så medlevende og fængende, at han havde børn - og voksne - i sin hule hånd. Jeg elsker at lade mig rive med af en fortæller, der kan sit kram!
Multibanen blev behørigt indviet med showkamp - 4 af skolens lærere (+ et par stykker til at skifte ud med) stillede op mod 3 af FCM's spillere, der først havde brilleret med et par tricks - og for en absolut ikke-fodbold-interesseret som mig var det faktisk fedt, at se sådan en kamp på helt nært hold - og at studere, hvordan de professionelle spillere bare havde fuldstændigt styr på både bold og ben, og tacklede på de mest blærede måder. Og så skal det jo lige nævnes, at da tiden var gået, stod det 3-3, og der måtte en straffesparkskonkurrence til, før kampen endte i de professionelles favør. Godt gået, Herning Friskole!

Bagefter fik eleverne lov til at spille lidt med fodboldspillerne, og der blev selvfølgelig delt autografer ud, så Emil strålede som en kæmpesol, da vi gik derfra. Ingen tvivl om, at han havde fået et af sit livs store oplevelser!

Eftermiddagen fik også hurtigt ben at gå på i selskab med min mors familie. Det var lykkedes min mormor at få alle samlet - og det var skønt endeligt igen at få snakket med alle de familiemedlemmer, jeg ser alt for sjældent. Heldigvis skal vi være sammen med alle mine søskende igen i næste weekend - vi er jo slet ikke færdige med at snakke (og bliver det jo egentlig nok aldrig)!