søndag den 23. november 2008

En tro følgesvend takker af

 

Vores hjem er stort set møbleret med genbrug - noget har vi fundet i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, og noget har vi fået af venner og familie, der har tænkt på os, når noget skulle skiftes ud.

Vi kan nemlig godt lide, når tingene har en historie, er mærket af tidens tand eller bare ikke ligner det, alle andre har. At det også er en billig måde at forny møblementet på, ser vi bestemt ikke som en ulempe.

Vores gyngestol trængte alvorligt til udskiftning. Og tilfældigvis havde vores venner tænkt sig at skifte deres ud med noget andet - og de var så søde at forære den til os. Den har ikke det "svung", som den gamle har (det er den nye til højre), og så trænger den til nyt betræk, men bortset fra det, synes jeg, den er rigtig fin.

Jeg har lige købt stof til en juledug, og kunne meget vel forfalde til at se på det hele året rundt, så jeg tror, der er en værdig kandidat til hyndebetræk der...


Og nu har vi lige været en tur på genbrugspladsen med alt det, der hober sig op, når man kigger den anden vej - og med den gamle gyngestol. Den kunne virkelig ikke mere - har været lappet flere gange, og har også tjent os godt i mange år, så det er helt forståeligt, at den giver op. Men vemodigt var det også at sige farvel til en gammel følgesvend. Den er det eneste møbel, der har fulgt mig lige siden, jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. Den har set børnene vokse op og har gynget dem i søvn. Den har været brugt til vilde ridt og været skib, bil og meget andet i børnenes fantasifulde univers. Og mest af alt har den bare været en god stol, som har passet godt ind i omgivelserne.

Men den er jo bare en stol. Og livet går videre.

8 kommentarer:

  1. Jeg kender det godt!! Vi havde den skønneste store, gamle lænestol med plads til én voksen og 2 børn (dog da de var mindre!). Den var genial at læse historier i.

    Jeg tror mine minder om vores loppemarked lænestol, svarer til dine om jeres gyngestol. Vi fik den nemlig også lige da vi var flyttet sammen.

    Nu er det efterhånden mange år siden den måtte lade livet, meeeeen hvor var den god! ;0)

    SvarSlet
  2. Sikke dejlige minder den gyngestol tager med sig i gyngestolehimlen hvis en sådan måtte findes. Vi har det lige som Jer med møbler, vi køber meget lidt fra nyt, men prøver at få det bedste ud af det vi har, det vi får og det vi køber eller klundser billigt.

    SvarSlet
  3. Ulla, jeg blev faktisk helt forbavset over at opdage, hvor meget den gyngestol egentlig har betydet for mig, da jeg skulle skille mig af med den. Der er altså et eller andet med de ting, der har en historie...
    Marina, den har haft et godt liv :o)
    Og den måde at skaffe sig møbler på, giver jo en langt mere personlig stil, end hvis man køber en færdig stue i en møbelforretning ;o)

    SvarSlet
  4. Jeg har også en gammel gyngestol, den er ikke antik, men den har fulgt mig fra min første lejlighed. Vi har den stadig, og lige nu er den blevet ophøjet, da en af vore lænestole er gået i stykker, ellers har den stået som pynt i soveværelset ;-)

    SvarSlet
  5. Ja, jeg kan godt høre, at det er lidt vemodigt for dig at skulle af med den gamle gyngestol med svung, Annette...
    Men det bliver nu dejligt at kunne sidde i gyngestol og læne sig tilbage, når jeg besøger jer, ugen at rygpindene lige pluselig forsvinder... : )
    Jeg tror det stof vil være rigtig pænt til stolen !

    SvarSlet
  6. Lene, den er nok glad for at komme til ære og værdighed i stadsestuen igen ;o)
    Det kan jeg godt forstå, Helle, jeg synes også, det bliver helt rart ikke at skulle advare gæster mod at sætte sig i vores møbler ;o)

    SvarSlet
  7. Jeg ÆÆÆLSKER gyngestole - og vi har ikke nogen! Den I der har fået er rigtig, rigtig fint - og du har da fundet det ideelle stof til at ombetrække den med. Det kan godt være (nu nøs jeg, og Frida sidder på gulvet og griner af mig...), at stoffet er indkøbt til juledug, men det er helt bestemt fint til helårs! :)

    SvarSlet
  8. Astrid - det gør jeg også! Det er skønt at sidde og gynge med børn eller for sig selv i egne tanker.
    Jeg tror også, det er stoffet, jeg ender med - når engang, jeg får købt noget mere af det...
    Hyggeligt med en grinende Frida på gulvet - jeg kan lige se det for mig :o)

    SvarSlet