Gaveregnen gik begge veje i går.
Da min veninde først på året så mit langtidsprojekt, tæppet, erklærede hun straks, at sådan en hue ønskede hun sig. Og jeg fik lyst til at tage hende på ordet, og da hun har fødselsdag i morgen, skulle hun selvfølgelig have gaven, da vi var sammen i går.
I foråret sprang jeg ud som improviserende udi bagningskunsten, og huen er så mit første improviserede stykke håndarbejde (hvis man lige ser bort fra håndledsvarmerne, som bare var lige ud ad landevejen). Og det var rigtigt sjovt at prøve. Jeg har prøvet mig frem hele vejen med mit eget hovede som model - har hæklet samme bølgemønster som i tæppet, og taget jævnt ind undervejs, indtil der var så få masker på omgangen, at det ikke længere var muligt at hækle bølgemønster. Så jævnede jeg bølgerne ud og hæklede de sidste par omgange som lige rækker.
Jeg er godt tilfreds med resultatet, og gaven faldt også i god jord - og så er det jo altid dejligt at kunne gøre en god ven glad!
Hvor er det bare en fin hue. Hvis man har den på, og putter sig under slumretæppet kan man da blive helt væk.
SvarSletTak, puttenings :o)
SvarSletDet må være godt camouflage - der er i hvert fald noget til at tage opmærksomheden ;o)