tirsdag den 16. december 2008

Bytur med englebørnene

 

Jeg har været i byen med mine to englebasser i dag. Freja har dåbsdag, dvs. det er datoen for hendes dåb for syv år siden, og traditionen tro fejrer vi den med en tur til boghandleren, hvor hun selv må vælge sin boggave. Aftalen er bare, at det skal være en rigtig bog. Ikke malebog, dagbog osv.

Som altid kastede hun sig over alle bling-bling-bøgerne. De lyserøde, dem med pop-op, lydeffekter osv., mens jeg forgæves viste hende det store udvalg af klassikere, dem med langtidsholdbar gods i.

Det lykkedes mig dog til sidst at henlede hendes opmærksomhed på en bog, der kunne gøre os begge glade og tilfredse - Barbapapa er efter min mening en genistreg, fyldt med underfundighed og enkel i både streg og fortælling. Jeg kan huske dem fra min barndom og elsker dem endnu. Havde hun holdt fast i sin Disney-pop-up, havde hun selvfølgelig fået den, men det passer mig nu helt fint, at valget faldt på noget, jeg også kan holde ud at læse højt igen og igen.

Da vi var færdige i boghandelen var det tid for Emils trommeundervisning - vi havde snakket om, hvordan han skulle komme fra gågaden til musikskolen, så det klarede han helt selv. Jeg sendte ham afsted med en vis blanding af hjertet i halsen og tillid til at han selvfølgelig nok skulle klare det og passe godt på, men jeg har stadig lidt svært ved at forstå, at han er blevet så stor.

Freja og jeg brugte tiden imens til en lille tøsetur på café, hvor var det hyggeligt, og jeg kunne mærke, hvordan hun voksede ved at sidde der, bare os to. Det bliver bestemt ikke sidste gang, vi tager sådan en tøsetur, hvis det står til mig.

7 kommentarer:

  1. Jeg har også gode minder om Barbapapa, og hvor lyder det bare superhyggeligt med cafétur !
    Ja, det er lige netop sådan noget hun vokser af. Det er nemlig med til at styrke hendes selvværd. At hun er så meget værd, at hendes mor "gider" at bruge tid (og penge) bare sammen med hende. Jeg kan også kun anbefale flere af den slags ture... : )

    Ja, tiden går og børnene vokser og kan efterhånden klare flere ting på egen hånd. Det er jo netop med til at styrke hans selvtillid, at hans mor har tillid til, at han kan klare det. Når han så har klaret det, styrker det hans selvfølelse, fordi han bliver tilfreds med sin egen indsats. Så hans tanker om sig selv højnes.

    Det lyder måske lidt for pædagogisk, men jeg tror nu på, at det er sådan det forholder sig. Og nu er jeg jo også pædagog, så hvis ikke det skulle komme fra mig...

    I øvrigt tillykke med Brian ! Jeg hører, at han har fået flotte karakterer : )

    SvarSlet
  2. Åh jeg kan godt huske, hvor svært det kan være at lade være med hele tiden at være mor, og i stedet bare tro på de kan :)

    Men jeg kan også huske, hvor dejligt det er at opleve de kære små, når de bare kan og selvfølgeligt begynder at lægge deres egne planer for hvornår og hvordan og hvorledes :)

    De bliver så store :)

    SvarSlet
  3. Helle, det er kun dejligt med dine pædagogiske indspark - især når det er i form af et skulderklap ;o)
    Jeg vil jo gerne gøre, hvad jeg kan, for at give dem masser af selvværd.
    Og tak på Brians vegne :o) Det er nu ved at være lidt tid siden - på torsdag skal han "på den" igen...
    Velkommen her, Pernille :o)
    Det er en daglig øvelse, bare at tro på dem, for der er jo så farligt "derude"...
    Men ja, det er samtidigt helt vildt dejligt at opleve dem udvikle sig og erobre verden i små bidder - og jeg nyder, så længe jeg kan få lov at være med på sidelinien :o)

    SvarSlet
  4. Sikken dejlig dåbsdags tradtion.

    Moderne børn er generelt for hurtige i tempo til de klassiske børnebøger. De klassiske børnebøger står i boghandlen, fordi det er dem forældre og bedsteforældre køber, bling-bling bøgerne er dem børnene vælger, men ikke nødvendigvis dem de bliver gladest for. De bøger der virkeligt rykker børn når man læser dem op står ikke i en almindelig boghandel for dem er der ingen umidelbart salg i.

    De bøger man kan læse igen og igen også for moderne børn skal man til specialboghandel eller biblioteket for at finde.

    Nå det blev en lang smørre. Undskyld, men jeg ærger mig bare sådan over tingenes tilstand.

    SvarSlet
  5. Jeg er helt enig, Marina. Men jeg synes nu også, der er meget af god kvalitet i boghandelen. Det er bare ikke dem, børnene falder over. Har du nogle bestemte bøger i tankerne, som ikke står i en almindelig boghandel? Det kunne være rart med lidt inspiration :o)

    SvarSlet
  6. Kære Annette. Jeg har nærmest en besættelse når det kommer til børnebøger og på et eller andet tidspunkt tager jeg det nok op over på badut. Der er så mange skønne bøger at det næsten ikke er til kun at nævne et par stykker. De fleste har bare et kort liv i handlen fordi der ikke er andre end bibliotekerne der køber nye danske børnebøger.

    SvarSlet
  7. Så vil jeg vente spændt :o)

    SvarSlet