tirsdag den 2. december 2008

Gaveregn

 

De mest fantastiske gaver fik jeg til min fødselsdag.
 
Brian fandt de sødeste små pilleæsker til mig - jeg er vild med dem begge to, og det sværeste valg er, hvilken af dem jeg skal bruge til det oprindelige formål - opbevaring af panodil i min taske. Jeg tror, det bliver æsken til højre, og den anden skal vist bare ligge og gøre hverdagen lidt smukkere - et sted, hvor jeg ser den tit.
 


Jeg indrømmer blankt - jeg har aldrig brugt cykelhjelm. Og mine dårlige undskyldninger er, at jeg synes, cykelhjelme er grimme, har ikke lige fået købt en, og de klemmer forøvrigt håret fladt. Rigtig dårlig rollemodel, jeg ved det godt.
 


Det med håret må jeg leve med, for nu er det slut med dårlige undskyldninger. Jeg elsker min nye cykelhjelm, og jeg lover, at den skal blive brugt.
 


Den sidste af de tre gaver fra Brian, er min nye ven - kamerastativet. Det er allerede brugt flittigt til disse billeder, og jeg glæder mig over ikke at skulle bakse med for lidt lys, og hænder, der bare ikke kan holde et kamera i ro.
 


Af mine forældre og søskende har jeg fået i stakkevis af bøger. Der er underholdning til mange timer, og nej, hvor jeg glæder mig. Det er alle bøger, jeg længe gerne har villet læse (bortset fra Dronningeofret, som jo ikke har været på markedet så længe - men jeg sluger alt, der kommer fra Hanne-Vibeke Holst's pen!).

Jeg nød min tur til Århus i fulde drag. Et par julegaver kom der i posen, og få andre praktiske indkøb, og ellers brugte jeg bare tiden til at kigge her og der, indsnuse bylivet og stemningen, spise en lækker frokost, drikke et par kopper kaffe latte og bare nyde at være i den by, der for altid vil have en del af mit hjerte.

Men jeg overhørte fuldstændigt, at min krop prøvede at fortælle mig, at den havde fået nok. At den bare trængte til ro og søvn, og til sidst sagde den fra. Så eftertrykkeligt, at jeg midt i aftensmaden måtte lægge mig med voldsom hovedpine og kvalme. Jeg var ked af det, for det var ikke sådan, jeg havde tænkt mig at slutte min fødselsdag - men på en eller anden måde var det faktisk rart at blive tvunget til at lægge sig og sove, for det var, hvad der skulle til. I dag har jeg det meget bedre, men jeg tager den lidt med ro og nyder en lang eftermiddag herhjemme, før jeg skal på arbejde igen i aften.

7 kommentarer:

  1. Sikke nogle skønne gaver du har fået. Træls med hovedpinen men håber da det går noget bedre nu? God læselyst :-)

    SvarSlet
  2. Tillykke tillykke, og sikke dejlige gaver. :o)

    SvarSlet
  3. Jeg er lidt forsinket, Annette - men hjertelig tillykke!
    - og sikke dejlige gaver! jeg samler på små æsker og som kender "derudi" må jeg sige at begge dine er aldeles dejlige :-) - men det er alt det andet nu også - og kamerastativet er da bare for lækkert :-9

    SvarSlet
  4. Jeg er også MEGET glad for gaverne!
    Det går meget bedre med hovedet, Anette - og tak :o)
    Bedre sent end aldrig, et cetera ;o) Jeg er altså også ret skudt i de æsker :o)
    Og jeg synes, det er helt fantastisk at have et kamerastativ - det giver jo helt nye muligheder :o)

    SvarSlet
  5. Ej, hvor trist at læse, at din dag endte sådan! Men godt at du fik det bedre i går. Jeg fik ikke engang ønsket dig en god dag, da vi tog af sted i søndags ...

    Jeg fik en uventet travl dag i mandags; sov hos Simon og tog tidligt ind på læsepladsen i den tro, at jeg havde det meste af dagen til at læse. Men så blev jeg ringet op fra arbejdet, hvor to ud af tre medarbejdere var fraværende, så der ventede den mest travle arbejdsdag, jeg indtil nu har oplevet. En travl start på en travl uge - men jeg er ved at komme efter det.

    Tak for en skøn weekend :o)

    SvarSlet
  6. Et stort omend forsinket tillykke. Jeg håber du får et skønt nyt år og at hovdepinen går helt væk.

    SvarSlet
  7. Selv tak, Thomas!
    Det var nok det, der var galt - at du ikke fik ønsket mig en god dag ;o)
    Det var ellers en hovsa-agtig start på en ny uge - håber, du er kommet i de rette folder igen...

    Tak, Marina. Jeg har det heldigvis helt godt igen :o)

    SvarSlet