torsdag den 11. december 2008

Et lille stykke Rusland

 

Når en i forvejen fyldt hverdag får lidt ekstra oven i hatten i form af juleandagter, koncerter, gaveindkøb i et ledigt øjeblik osv., så er der ikke meget luft tilbage, og hvis ikke det kun var en overgang, ville jeg slå bremserne i, for det holdt jeg (og familien) ikke til i længden. Men det er heldigvis kun en overgang, og allerede efter i dag begynder det at lette, når de faste ting som f.eks. korprøver går på juleferie. Så står det mere og mere i julehyggens tegn, og det passer mig fint.

På trods af travlheden valgte jeg i aftes at tage til julekoncert i en nabokirke, da minikoncerten med mit eget kor på sygehuset var overstået. Jeg vævede frem og tilbage og kunne ikke bestemme mig for, om det var koncerten eller sofaen, der skulle vinde slaget - men det blev julekoncerten, der vandt, og det fortrød jeg ikke! Musikken var skøn, og det var dejligt for en gangs skyld bare at læne sig tilbage og blive fyldt på. I en tid, hvor jeg er meget på og skal levere varen, er det ekstra dejligt bare at nyde og lade sig inspirere.

Til koncerten mødte jeg min russiske kollega - hun har boet i Danmark i en del år, men er selvfølgelig stadig stærkt knyttet til sit hjemland. Jeg sagde ja tak til en kop kaffe hjemme hos hende og nød at høre hende fortælle vidt og bredt om Rusland, hendes opvækst og hvordan hun kom til Danmark.
 

Og så fik jeg en dejlig gave - disse to skeer er traditionelt, russisk håndværk, som har utrolig stor værdi i Rusland - og nu også for mig! Udsmykningen er egnsbestemt - jordbærrene er typiske for den egn, min kollega kommer fra - andre steder kan det være andre bær, bladene kan se anderledes ud osv. Skeerne bruges også til folkemusik - hun prøvede at forklare mig, hvordan man holder to skeer i en hånd med bagsiderne vendt mod hinanden og klaprer dem sammen - men det skal vist opleves...

Jeg er meget glad for skeerne - det er jo noget helt særligt, som ikke bare kan købes hvorsomhelst, og som altid vil minde mig om min russiske kollega.

4 kommentarer:

  1. Det er smukke og meget specielle skeer, Annette - jeg kan godt forstå, du er glad for dem !
    Det lyder som om, ud har et travlt program, men godt at der så småt bliver lidt mere luft igen... : )
    Jeg synes ikke, jeg har så travlt i år, men jeg er også gået i gang i god tid med diverse juleting, og det fortryder jeg ikke. Arrangementerne kan man selvfølgelig ikke flytte...
    Jeg skal så arbejde de næste 2 weekender, men det har jeg selv byttet mig til, så det er OK.
    Har fri i dag og har været på lidt juleshopping med en veninde. Fandt bl.a. en superlækker rød dunvest m. flotte detaljer, som jeg ikke kunne tage hjem uden... Det bliver vist en julegave til mig selv !

    SvarSlet
  2. Sikke en dejlig gave at få, og når der knytter sig historier og minder til den ovenikøbet, så er det ganske særligt. Jeg kan godt forstå at du værdsætter den :0)

    Jeg har selv en af denne slags skeer, som min far gav mig efter en rejse til Rusland for mange år siden. Og det fineste lille skrin med pynt af pressede halmstrå.

    SvarSlet
  3. Sikke en dejlig oplevelse du havde der. Det var godt du kom til den koncert! :)

    Det er nogle skønne skeer, og historien er næsten mere værd...

    SKØNT at du nu kan begynde at julehygge på sofaen... ;)

    SvarSlet
  4. Helle, det må være dejligt at være i god tid. Det er også min intention år efter år, men det lykkes ikke rigtigt :o)
    Håber, du har haft en dejlig fridag - og julegaver til sig selv skal man ikke kimse ad ;o)
    Ulla, historien gør dem nemlig til noget helt specielt, og så det, at min kollega syntes, jeg skulle have dem. Det er jeg meget beæret over.
    Det var rigtig godt, jeg kom afsted, Helle Koed!
    Sofahyggen ser jeg frem til! Det blev heller ikke i aften, for der var julefrokost på programmet - men i morgen, i morgen...

    SvarSlet