Frugt var det gennemgående tema for endnu en juleinspireret middag i går.
Æbleflæsk, lavet i ovnen og med flæsk, der er mere kød end fedt, er ikke så usund en ret endda - og så smager det fantastisk, efter min mening - og resten af familiens!
Jeg skar et løg i tynde ringe, blandede dem med en tsk olie i et fad, og smækkede 1 kg belle de boskoop æbler i både oveni. 2 spsk flydende honning og ca en spsk timianblade fra haven blev blandet sammen med æbler og løg, og det hele fik lov at varme sig ved 225 grader i en halv times tid.
Imens stegte jeg flæsk på en tør pande, ca et kvarter i alt, dryssede det med salt, og lagde det oven på æblerne, som derefter fik fem minutter ekstra i varmen - godt rugbrød blev serveret til, og alle var glade (selv børnene, som normalt ikke er så glade for rugbrød).
Desserten (for søndag er dessertdag her) var appelsinris. 2 dl grødris kogt op med 6 dl vand, og derefter 6 dl mælk, blev kogt til en grød, som efter afkøling blev blandet med en halv dl sukker og 3 dl fløde, pisket til skum.
Ris a la manden uden mandler blev blandet med 5 appelsiner i mindre stykker. Helt sund kan desserten jo ikke prale med at være, men den er en noget lettere og friskere variant af den traditionelle ris a la mande. Vi voksne var godt tilfredse, og børnene kunne sagtens dele en portion, for Emil ville gerne nøjes med risene, mens Freja helst ville have en appelsin.
Det lykkedes mig endda at få maden så tidligt færdig, at jeg nåede at nyde den, inden jeg skulle være i kirken til korprøve og koncert. Alt gik godt, julestemningen bredte sig, mens små og store sang det bedste, de hver især havde lært. Der er tusind ting at holde styr på sådan en aften, med musikken, der skal falde helt på plads, masser af praktiske ting, der skal huskes, og tusind spørgsmål fra korpigerne, der skal besvares med jævne mellemrum. Det er godt, det ikke er hverdag, for jeg har lige hørt, at multitasking kan forårsage demens i en tidlig alder - jeg følte mig også halvdement i går, men det meste faldt på plads, og pigerne sang smukt!
Og så er det guld værd med en fridag bagefter til at få ro på krop og sjæl - og man kan også sagtens slappe af, mens man svinger en støvsuger... ;o)
Uhm, det lyder lækkert. Jeg tror jeg skal prøve din appelsinris i morgen. Så skal vi have risengrød i aften. -mon så ikke julestemningen kommer snigende ;-)
SvarSletValdemarsro - og så lige på med noget julemusik. Hvis den så ikke er der, tror jeg, alt håb er ude ;o)
SvarSletFørhen har jeg altid syntes, at æbleflæsk var noget mærkeligt noget - men de senere år er jeg blevet ret vild med det ! Jeg fik det også forleden, da jeg var på kursus... Det var bare mums !!
SvarSletHelle, jeg har altid været vild med det, og i denne version uden så meget fedt og med timian, synes jeg, den er ekstra god.
SvarSlet