lørdag den 5. juli 2008

Helt nede i gear

 

De første ærteblomster har set dagens lys. Frøene, jeg købte, skulle være en blanding i sarte lyserøde nuancer, og jeg er spændt på at se de forskellige nuancer folde sig ud.

Der faldt en smule regn i eftermiddags, og med den kom det varslede vejrskifte. Luften er frisk og fuld af dufte, men stadig mild og lun. Nu må vi se, om det bliver så koldt, som vejrprofeterne har truet med - jeg synes allerede, udsigterne er modificeret en smule, så måske går det ikke så galt endda.

Vi har ligget på den lade side i dag. Grillfesten i går var vildt hyggelig, men sluttede også ret sent, og vi har i den grad nydt en dag uden program.

Dog kunne vi lige mande os op til en tur i byen for bl.a. at finde en skoletaske til Freja. Og hun faldt som ventet for den allermest tøsede taske med glimmer, lyserøde hjerter og ponponer. Hun er stadig i den lyserøde alder, og alt er, som det skal være. Hun strålede som en lille sol, da hun fik den på, og jeg tror kun, ferien kan gå for langsomt. Det blev en rigtig hyggelig familietur, for en gangs skyld helt uden kampe, og vi sluttede den af med lækker italiensk is i solen. Dejligt.

Resten af dagen er for mit vedkommende gået med indkøbsraid og forsøg på at få styr på bare en smule af vasketøj, et køkken og et hus i det hele taget, der bærer tydeligt præg af, at vi har haft rigeligt om ørerne på det sidste. Det er dejligt at have udsigt til mindre og mindre på programmet og ferie om kun to uger!

4 kommentarer:

  1. Rigtig søde ærteblomster... Og dejligt at Freja glæder sig så meget til at komme i skole - det virker lovende og som om hun er klar : )

    SvarSlet
  2. Jeg har et blødt punkt for ærteblomster, Helle.
    Jeg tror, Freja er SÅ klar - der er sket rigtig meget med hende på det sidste.

    SvarSlet
  3. Flot ærteblomst. Er så spændt på at se mine ærteblomster men mon ikke det snart kommer. Åh hvor spændende at skulle starte i skole

    SvarSlet
  4. Anette, de er skønne, de ærteblomster - der er basis for mange buketter resten af sommeren, og mon ikke snart dine også er på vej :o)
    Skolestart er meget spændende - for både mor og barn ;o)

    SvarSlet