Vi har fået ny GPS - Damen i Kassen, i daglig omtale bare Damen.
I dag ledte hun mig fra Odder til Herning - og sikke en tur! Jeg har med garanti aldrig kørt den vej før. Hun fandt de mindste veje, hun overhovedet kunne opsnuse mellem Odder og Herning, og jeg fik efterhånden mistanke til, at den måtte være indstillet til korteste og ikke hurtigste vej. Men sikke landskaber, hun kunne finde. Det var virkelig Danmark, når det er dejligst. Jeg begyndte i starten at blive lidt nervøs ved tanken om at skulle guides gennem Sverige af hende - men på den anden side - hvis hun virkelig var indstillet til at finde den mest naturskønne vej, kunne det da blive en fantastisk tur.
Min mistanke om, at Damen var indstillet til korteste vej blev bekræftet, da jeg begyndte at lægge mærke til, at hun ofte ville venstre om midterrabatter og heller, og da hun tilmed ville venstre rundt i en rundkørsel, var jeg ved at klaske mig på lårene af grin. Der gik noget af en prås op for mig, da jeg kom hjem og delte mine oplevelser med Brian, og han kom i tanker om, at han, sidst han brugte den, havde indstillet den til Spadsererute! Og han undrede sig noget over, at der ikke havde ringet nogle klokker hos mig, når Damen lagde ud med at mene, at turen fra Odder til Herning ville tage omkring 8 timer! Ja, hvad kan jeg sige... Jeg havde jo ikke læst brugsanvisningen endnu... ;o)
PS. Billederne er taget med min nye mobil - derfor den dårlige kvalitet, men dog bedre end ingen billeder... :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar