Vi håber stadig

 

Vi er trukket ind i skyggen, for middagsheden er så vidt muligt no-go. Det er ellers lige til at holde ud derude - med en vanddunk ved hånden og tilstrækkeligt med læsestof og familien indenfor umiddelbar nærhed, så er jeg godt tilfreds...

Emil er i bedring, og ingen af os andre har vist tegn på sygdom, så vi krydser stadig fingre og holder modet højt.

Vi skal afsted sammen med nogle af vores allerbedste venner, som vi næsten har kendt så længe, vi kan huske. Vi havde en del fælles år i Århus, men så flyttede de til København og vi til Herning, så det kræver lidt større indsats at holde forbindelsen vedlige. Heldigvis er begge parter indstillede på at gøre den indsats, og vi glæder os meget over, at det lykkes os at bevare venskabet trods afstanden. Og vi glæder os meget til at være sammen med dem i en hel uge, både børn og voksne.

Vi skal bo i et feriehus i den vestlige del af Polen, kun små 100 km over grænsen og på linie med Berlin. Hvad vi skal se dernede, vil tiden vise, men hjemmefra har vi bl.a. læst om noget med en nationalpark og byen Poznan, som er en af Polens meget gamle byer og tidligere hovedstad. Og så skal der jo være masser af tid til at slappe af, spille med børnene, og hvad vi nu får lyst til.

Det bliver bestemt ikke dårligt...