Jeg har haft en lille baby på besøg her i formiddag, mens mor'en fik fjernet sin visdomstand. Som tak blev jeg begavet med både rabarber, agurk og denne lille søde buket fra haven - oven i fornøjelsen ved at have selskab af sådan en lille 7 måneders dreng, som jo var nok i sig selv - men jeg er da meget glad for det altsammen :o).
Vi har hygget os, snakket og dikke-dikket, jeg har madet med risgrød og har rigtig fået genopfrisket, hvordan det var at have sådan et lille nummer - og så alligevel ikke, for det er jo noget andet, når det ikke er ens eget barn.
Jeg har længe spekuleret over, om jeg stemte for et barn nummer tre - når man som jeg har en stor søskendeflok, synes to børn af meget lidt - med de fordele og ulemper, der er ved det - og jeg svinger stadig meget mellem for og imod. Men jeg kan alligevel godt mærke, at jeg nok er et andet sted i mit liv nu. Jeg tror, jeg ville have svært ved at komme helt ned i gear og bare gå herhjemme og igen blive fuldstændigt afhængig af sådan en lille størrelse - jeg elsker min frihed, som jeg får mere og mere af, efterhånden som børnene bliver ældre - og så alligevel...
Det er en rigtig svær beslutning, og der er jo heller ikke nogen, der siger, den behøver at være definitiv endnu. Så lige nu vil jeg nyde de to dejlige børn, vi har, og de muligheder vi har som familie.
Hej Annette!
SvarSletDet lyder da spændende! ;-)
Hm! Jeg troede I var ret afklarede med, at I havde fået de 2 børn, I skulle have :-)
Og ja! Hvis der melder sig en 3'er på banen, bliver I jo banket tilbage til barnevogn og bleer - så nyd du endelig din frihed, så længe den varer.....
Stort knus fra Pia
Jeg har læst med her, de sidste par måneder. Dejlig blog du har :o)
SvarSletTanken kan være uoverskuelig, når ens børn er blevet store og specielt selvhjulpne.
Jeg tog skridtet med nr. 3, som kom for næsten 2 år siden. Nu kan jeg slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne leve uden ham, men samtidig er jeg helt afklaret med at der ALDRIG kommer en nr. 4.
Det var nemlig hårdere end jeg huskede det (det der med at glemme det slemme og huske det gode).
Mine store er henholdsvis 10 g 14 år kontra den lille på næsten 2 år.
Hm, Pia, jeg ved nu ikke, om der er nogen større spænding... :o)
SvarSletHelt afklaret har jeg aldrig været - er lidt spændt på, om jeg nogen sinde bliver det...
Velkommen, Kari, og tak for rosen :o)
Ja, tanken kan være ret uoverskuelig, men samtidig synes jeg også, det er svært at sige "aldrig mere"... Og ja, jeg har også tænkt på, at det sikkert ville være temmelig hårdt - jeg er jo heller ikke blevet yngre siden sidst...
Men samtidig er jeg også helt sikker på, at jeg aldrig ville fortryde, hvis vi fik en mere. Men når man nu selv skal tage valget... (nogen gange ville det være nemmere, hvis man ikke skulle det...)