Suveræne Succeser - med garanti!

 

Jeg har lige siddet og bladret i min nye kogebog, Suveræne Succeser, for at få inspiration til de næste ugers menuplan. Og hvilken kogebog! Bogen er fyldt med flotte og inspirerende billeder, spækket med humor, gode tips og idéer, og forslag til sammensætning af menuer og buffeter.

Jeg har allerede afprøvet de damers langtidshævede hvedebrød med stor succes, og der er meget mere at komme efter. Hør selv: Rosenkål med ingefær og mandler, Fennikelsalat med pære, valnødder og parmasan, Bagte rodfrugter med birkes, Hvid bønnepuré med granatæble og persille, Bulgur med abrikoser og pinjekerner, Tørrede frugter i muskatvin med youghurt-flødeskum - for slet ikke at tale om alle de andre desserter, de spændende gryderetter og lækre brød, kager og kaffedrikke. Ja, jeg kunne blive ved, for det ene opslag er mere inspirerende end det andet!

Jeg har bare lyst til at lave det hele. Nu!

Sikken blæst!

 

Enten har vi en kraftig sidevind herinde i stuen (og den har jeg ellers ikke mærket meget til), eller også dur det bare ikke at sætte hyacinterne andre steder end i vindueskarmen. Jeg synes ellers, jeg har vendt og drejet, og vi bor meget lyst, med ovenlys og højt til loftet, men som alle vi andre længes hyacinterne nok også efter lysere dage. Vi har gode hverdage og nyder livet, men jeg kan godt mærke den grundlæggende længsel efter foråret, som efterhånden trænger sig på hos de fleste. Heldigvis bliver dagene jo gradvist længere, og det kan mærkes nu. Og om kun en uge har vi ferie, og det bliver skønt! Den skal tilbringes i det kolde og grå Danmark, men fyldes op med andre lyspunkter, og vi glæder os.

Emil er syg - feberen trykker, men heldigvis er den dalet, siden han blev hentet som en slap klud i går eftermiddags. Og vi nyder godt af vores fleksible arbejdstider. Når Brian kommer hjem i eftermiddag, er jeg den, der er smuttet - der mangler stadig noget forberedelse, før jeg er helt klar til søndagens gudstjeneste. Jeg ved, at jeg ikke vil synes, det er lykken at skulle på arbejde, når weekenden banker på, og familien samles, men sådan er vilkårene. Til gengæld er det nu hyggeligt at tilbringe dagens lyse timer på hjemmefronten.

Fjernsyns-fri aften

 

Vores fjernsyn synger på sidste vers. Det er sådan lidt virker-virker-ikke... Og det er helt forståeligt og forventeligt, når man tænker på, at vi erhvervede det brugt for omkring 15 år siden. Det har tjent os godt, og selvom gamle B&O fjernsyn er kram, holder det ikke evigt.

Vi ville bare gerne, det havde holdt nogle måneder endnu - men vi lever nok uden. Der er jo også net-tv, hvis man kan leve med, at det nogle aftener ikke kan klare belastningen og går.lidt.i.stå...

I aften vil hverken tv eller net som jeg vil. Men så er der da heldigvis så meget andet, jeg kan tage mig til. Et regnskab blev klaret. Billeder fra det sidste halve år sorteret og sendt til fremkaldelse. Jeg klapper mig i den grad på skulderen, for det er hængepartier, der har ventet på tiden og overskuddet, så det var skønt at få klaret.

Og der er endda mere aften tilbage. Den skal nydes i selskab med et gammelt Vakre Hjem, jeg fik som en dejlig overraskelsesgave og nyder i små bidder, og Michael Laudrups tænder - en fantastisk morsom og velskrevet bog. Det er måske ikke stor litteratur, men den rammer mange ting lige på kornet, og er utroligt underholdende - et herligt frikvarter!

Tal

 

I går fik jeg en (kæde-)sms med følgende ordlyd:

Hvem er dit idol?

1: Tænk på et tal mellem 1-9.

2: Gang derefter tallet med 3.

3: Læg derefter 3 til og gang igen med 3.

(Det er ok at bruge lommeregner)

Du får nu et to-cifret tal.

4: Læg de to cifre sammen, eks. 43=4+3=7.

 

Du kan nu med dit tal se, hvem dit idol er:
1. Hillary Clinton

2. Anders Fogh

3. Michael Laudrup

4. George W. Bush

5. Barrack Obama

6. Mahatma Gandhi

7. Brad Pitt

8. Jim Carrey

9. Sms'ens afsender er navngivet her

10. Bill Gates

(I øvrigt et noget blandet selskab...)

Ha ha, den var sjov - var min første tanke. Hvordan kan det lade sig gøre - var den næste. Og så begyndte jeg at regne lidt på tallene. Når man ganger med 3 to gange, svarer det til at gange med 9 - at lægge 3 til ind imellem, får bare tallet til at ende et trin højere oppe, så man er sikker på et to-cifret tal (og så regnestykket ser mere kompliceret ud).

Det sjove er, at alle tal i 9-tabellen har en tværsum på 9!

Logik, siger nogen måske.

Totalt fascinerende! siger jeg.

Det ville være en overdrivelse at tillægge mig de helt store evner inden for logisk tænkning, men en almindeligt velfungerende hjerne med overvægt til den matematiske side, kan jeg vist godt prale med.

Og jeg har altid været meget fascineret af matematik og af tal. Jeg elsker at finde indbyrdes sammenhænge i cifrene i f.eks. telefonnumre, cpr. numre, pin-koder og nummerplader - både sammenhænge i matematisk forstand, og mønstre i cifrenes placering på det nummeriske tastatur. Engang gik jeg endda altid og huskede på den nyeste nummerplade, jeg så, men på et tidspunkt bestemte jeg mig for, at jeg måtte have vigtigere ting at bruge hjernekapacitet på.

(Og så er jeg også en smule fascineret af fonte - og må vist hellere komme i gang med noget seriøst arbejde, for det tog da egentlig ret lang tid at lave billedet ovenfor... men sjovt - det var det!)

Man kan jo altid drømme...

 

Øreringe fra Julie Sandlau - er der ikke lige luft til på kontoen, men hvor er de da bare skønne!!!

Haven i januar - en billedkavalkade

 

En ny verden åbner sig...

 

Emil er ved at tage det berømte og berygtede symaskinekørekort i håndarbejde, og han kom pavestolt hjem med de første ark med syninger ligeud, i buer og med 90 graders vend. Og pludselig blev min symaskine utroligt interessant, og han kunne næsten ikke vente, til jeg havde tid til at prøve den sammen med ham.

Jeg forklarede om undertråd, spoler, og hvordan man tråder min maskine. Og Emil fortalte om, hvordan det er i "nutidens symaskiner", altså dem, de har i skolen. Så kunne jeg lære det! Godt nok er min maskine omkring 15 år gammel, og måske ikke en af de mest avancerede, men jeg har nu aldrig før set den som et oldtidsfund ;o)

Jeg tegnede mønstre på papir, som Emil syede, og han prøvede alle maskinens forskellige slags sømme - og hyggede sig i den grad med det. Og lidt stolt kan mor'en da ikke sige sig fri for at være - med en søn, der nu kan sy!

Hjemmebageriet

 

Der har rigtigt været gang i det lille hjemmebageri. I morgen skal jeg på kursus i korledelse. Jeg glæder mig meget til at være sammen med en flok gode kolleger, og få fyldt op med masser af inspiration, men lige nu ville tanken om en hjemmelørdag nu heller ikke være så dårlig. Dem skal der nok blive flere af i mit liv, så jeg nøjes med at nyde en hjemme-fredag-aften i familiens skød. Jeg er med i bestyrelsen i den frivillige forening, Folkekirkens Ungdomskor, der arrangerer kurset, så der er lidt praktiske opgaver i den forbindelse. Jeg har sagt ja til at bage kage til 20 deltagere + ca. 20 korsangere, så alt, hvad huset kan levere i bradepander og springforme, er fyldt med kanelkage og chokoladekage af den nemme slags - velafprøvede opskrifter på dej, der bare skulle røres og ind i ovnen. Ikke så meget hurlumhej med det. Kanelkagen får en hvid glasur med lime, et rigtigt friskt og lækkert indslag på den krydrede og søde kanelkage.

 

For et par dage siden faldt jeg over en pakke gær, der nærmede sig sidste holdbarhedsdato - og det ville da være synd at smide den ud, når nu den kunne smides i en dej i stedet, og fryseren kan altid bruge mere brød - så der var ikke langt fra tanke til handling. Jeg havde lyst til at følge en opskrift til en forandring - mine improviserede brød begynder efterhånden at køre i samme rille, så jeg fandt en opskrift på et hvedebrød og boller med rugmel. Der var bare ingen rugmel i skabet, så bollerne endte alligevel ret improviseret - med speltmel af den grove og den sigtede slags, hvedklid og en smule hvedemel. De blev gode, men som så mange, en bunke i mængden - hvor imod brødet er af den slags, der går over i min lille private bagehistorie. Aldrig har jeg bagt et brød med sådan en struktur!

 

Det er sådan, uhm, sejt på den gode måde, og skal helt sikkert bages igen. Opskriften fandt jeg i kogebogen Suveræne Successer, det består af hvedemel og havregryn, vand, gær, salt og olivenolie - ikke andet! Dejen er meget tynd og er koldthævet i et lille døgn, hvorefter det blev hældt i en lille bradepande og hævede 4 (!) timer mere ved stuetemperatur, før det blev bagt. Det er jo ikke fyldt med fibre, som ellers er mit krav nr. 1 til brød til hverdagsbrug, men det lever vi med - det er lækkert som det er, når man bare har lyst til at gnave et stykke brød, som følgesvend til en pastaret, eller hvad ved jeg - mulighederne er uendelige. Ja, jeg er begejstret over et brød!!

Jubilæum

 

Brian har været hjemme ved to halvsyge børn i dag. Men heldigvis tyder alt på, at de er klar igen i morgen. Freja har haft besøg af sine to lærere i dag - den første skole-hjem-samtale foregår hjemme hos det enkelte barn, stille og roligt, helt nede på jorden, og Freja har ryddet op, gjort klar og glædet sig til at få besøg. Så det var dejligt, at hun var så rask, at besøget kunne gennemføres som planlagt.

Og mens hverdagene glider afsted, en efter en, har bloggen, helt i det stille, holdt jubilæum. Det er nu et år + 10 dage siden, at jeg pludselig skiftede fra anonym læser til aktiv blogger. Som så mange andre havde jeg i lang tid fulgt en række blogge i det stille. Og skulle i hvert fald ikke selv have en blog. Dertil rakte mine skriveegenskaber ikke. Der var heller ikke et oplagt navn, for slet ikke at snakke om en pæn skabelon, for evnerne var (og er) heller ikke til gør-det-selv-design.

Og så pludselig en dag, fulgte jeg et link til blogspots startside - og så, hvor nemt det var at oprette sin blog. Til min store forundring fandt jeg en skabelon, jeg kunne lide, og navnet kom dumpende til mig fra oven - kammertonen, selvfølgelig! Inden jeg havde set mig om, havde jeg oprettet min blog, og blev hurtigt grebet af det. Skulle den fungere, skulle det også gøres ordentligt, så jævnlige indlæg var en selvfølge. Topbanneret designede Brian til mig, og jeg lærte nyt for hver dag. Html-koder, som før var lukket land, blev efterhånden en selvfølgelig del af min hverdag (til Brians store forbløffelse), og fotografering og billedbehandling er et kapitel for sig, som jeg løbende udvikler og fascineres mere og mere af.

Det er sjovt at læse tilbage på bloggen og se et lille vindue af, hvad der har fyldt i den del af mit liv. På bloggen ligger selvfølgelig ikke alt, men et udsnit, som jeg har det rigtig godt med. Der har også været overvejelser om form og indhold - og er det løbende. Det er ingen hemmelighed, at blogverdenen tager en rum del af min tid, og jeg prøver at være bevidst om, at det ikke skal fylde for meget. Det er trods alt i det ægte nærvær med familie og venner, at livet leves, og sådan skal det selvfølgelig være. Men en hyggelig hobby er det - som udvider min horisont, som giver mig indblik i andres liv og giver andre indblik i mit, som inspirerer og åbner mine øjne for skønheden i mit og andres liv, i naturen og små detaljer rundt omkring. Et lille stykke livsglæde i hverdagen. Og det er bestemt ikke så ringe endda!

Efter gefühl

 

Det er Brians maduge. Men han er af huse i aften, og har overladt det til mig at improvisere noget aftensmad. Det er helt i orden med mig. Der er pasta i køleskabet, sagde han, inden han tog afsted. Og så gik jeg ellers på rov. Pasta med ketchup er fint for børnene, men ikke for mig. Så jeg fandt nogle cocktailtomater. Grøn peber og løg. Og tre forkølede rødbeder. Rødbederne blev skåret i skiver og kom på panden i et skvæt olivenolie sammen med løg og hvidløg. Der hyggede de sig længe. Under jævnlig omrøring, og blev så overhældt med balsamico, der lynhurtigt svandt ind. Med i panden kom lidt finthakket ingefær, og derpå peberfrugt i strimler og hele tomater. Da alt havde fået varmen, blev det krydret med salt og peber, hældt over pastaen og toppet med parmasan. Lige en ret efter min smag. Og det er sjovt, når jeg først går i gang med at improvisere...

Freja har haft venindebesøg i dag. Det er tit, det står på for tiden, og vi nyder, at vores lille generte pige i den grad folder sig ud og gerne vil lege med alle pigerne fra klassen. Faktisk helst hver dag.

Imens legen gik lystigt, fik jeg streget endnu flere projekter på listen. Fjernede gammelt stearin fra lyseholderne. Pakkede julepynten helt væk. Det vil sige, det er ikke bare puttet i kasser, der midlertidigt står midt i kontoret, med lidt mere julepynt ovenpå efterhånden som man får øje på det - men helt pakket væk, og stillede kasserne på plads i vaske/depotrummet. Og slæbte flasker, glas og aflagte dukkevogne og løbehjul på affaldssorteringen. Dejligt at få ordnet den slags hængepartier.

Det er skønt at være dronning. Som man siger.

Hjemmedag i januar

 

Dagen er brugt dels i selskab med sønnike og dels i vaskerummet. Emil har været hjemme med ondt i maven, den stakkel. Heldigvis ser det ikke ud til at være af den alvorlige slags, og vi har da også nydt en alenedag sammen på hjemmefronten - kun afbrudt af en enkelt times arbejde, mens Emil hyggede sig med computeren.

I vaskerummet, fordi sæbeskuffen længe har skreget på en grundig rengøring. Det er virkelig et hadejob af den værste slags, og selvom (eller netop fordi) den efterhånden så temmelig ulækker ud, har jeg udskudt det i det uendelige. Og jeg skal hilse og sige, at ser sådan en skuffe ulækker ud ovenfra, er det kun toppen af isbjerget. Det er det rene ingenting i forhold til, hvad der gemmer sig inde i dybet. Ja, det ved I sikkert alt om. Eller også gør I ikke, fordi I gør skuffen pinligt ren hver eneste uge. Det gør jeg så ikke - dertil er mit liv for kort. Eller noget. Dårlige undskyldninger kan man jo altid finde på.

Men nu er genvordighederne i hvert fald overstået for denne gang, og jeg kan give mig selv et klap på skulderen for veloverstået tjans. Og så kommer der altså ikke mere sæbe i den skuffe fremover. Vaskebolden er jo opfundet - og nu også på denne matrikel!

Og så til noget helt andet. Hyacinter! En af de mest fantastiske blomster. Den spreder den skønneste velduft og står med et overflødighedshorn af de søde små blomster i denne tid, hvor vi har allermest brug for dem. Jeg fylder gerne huset med de små yndigheder, og selv om det overhovedet ikke er til at fotografere i det grå januarlys, skal de også have lov at pynte lidt her på bloggen. Juletræet står stadig og lyser i baggrunden, udenfor. Et par uger endnu, tror jeg, det får lov at lyse. Der er jo ingen, der siger, det behøver at hedde et juletræ. Vintertræ eller januartræ er jo også gode bud. Bare, det får lov at sprede lidt hygge og lys i mørket, så er jeg glad!

Sommertanker

 

På sådan en regngrå søndag er det godt at tænke lidt frem mod sommerferien.

Vi tænker Sverige (igen!).

Vi tænker Astrid Lindgrens verden, mens børnene stadig har en alder, hvor de kan se det sjove i det.

Vi tænker svenskrød Carl Larsson-idyl tæt på Vimmerby.

Skove og søer.

Fisketure og gåture.

Hygge og spil.

Tid, ro og nærvær.

Vi skal bare lige have fundet den svenskrøde idyl.

Og så skal det bare lige blive sommer. Vi er klar!

Stille formiddag

 

Havregryn, mælk og æbletern. Andet trængte jeg ikke, da maven omsider bestemte sig for at kunne rumme mad ved halv-tolv-tiden. For maden var god, fed og rigelig i går. Ikke lige, hvad den er blevet lovet og gearet til her i januar. Men nej, hvor vi hyggede os. Spiste, grinede, legede, konkurrerede og spiste igen til ud på de små timer, hvor dynerne kaldte højt og insisterende. En dejlig aften i dejligt selskab.

I formiddag tager vi det helt stille og roligt. Nattøj og morgenhår. Bloglæsning og hyggesnak. Børnene fordybet i stille leg. Ingen hast og ingen pligter. Bortset fra lidt tøjvask, og måske lidt oprydning, hvis vi gider. I eftermiddag skal vi til fest. Min svigerinde har rundet det første kvarte århundrede, og det fejres med manér. Vi skal være sammen med hele min skønne familie igen, og jeg glæder mig!

Væltepeter

 

En støttepædagog kan være god i mange forskellige situationer...

 

Der steges og syltes hos familien Hüttemeier. I aften skal vi til julefrokost - måske lidt uden for sæson, men vi kunne ikke finde en ledig dato i december, så den blev udskudt. Og så nyder vi den så meget desto mere. Menuen er helt traditionel, og jeg kender i hvert fald en dreng, der glæder sig til at spise brune kartofler igen! Pakkelegen bliver der også plads til, men vigtigst af alt - en masse hygge og snak med venner, vi ikke har set i alt for lang tid.

Det skal nok blive en dejlig aften - håber også, din bliver god!

Pasta med tun og citron

 

En af vores favoritter, når det skal være nemt (udover havregrød selvfølgelig, men det er jo ikke så interessant at lægge på bloggen).

400 g fuldkornsspaghetti koges, i det sidste minut sammen med 300 g ærter (medmindre man som os har børn, der er allergiske overfor ærter, der rører ved spaghettien - så kommes ærterne bare i mikro'en). Imens svitses 6 stilke bladselleri i skiver og 4 tsk revet citronskal i smør, og tilsættes 150 g buko grøn pikantost, 2 dl vand, salt og peber. Saucen (eller er det en sovs?) koges igennem, tages af varmen og tilsættes 2 dåser afdryppet tun (i vand).

Selv Brian, der ikke er for meget for bladselleri, er vild med denne ret.

Spis det gamle først!

 

Jeg ved godt, hvorfor jeg altid tænker sådan. Sådan er jeg opdraget. Og i en husholdning, hvor børnene var mange og pengene få, gav det mening. Der er fornuft i at spise de ældste madvarer først, så de ikke blev fordærvede og måtte kasseres. Det giver på mange områder stadig mening.

Men på nogle punkter kunne jeg godt lære at blive en smule mere lystbetonet og knap så pligtstyret. For eksempel købte jeg i sommers en ny og spændende te. Hvilket ikke var spor fornuftigt, for jeg havde allerede to pakker derhjemme, som langt fra var brugt op. Men jeg lod mig friste. Og lod teen stå uåbnet i skabet. Ja, for de gamle skulle jo tømmes først! Men da jeg nu ikke drikker de store mængder te, så er det da for skørt at lade den nye, spændende te stå og blive kedelig i skabet, mens jeg må trækkes med de gamle varianter - som jo er gode nok, men lidt variation er jo heller ikke at foragte. Så i dag åbnede jeg den nye te. Små skridt, jeg ved det godt, men lidt sker der dog ;o)

Serviceoplysning

 

Så er det i morgen, vi atter kan følge med i hverdagens op- og nedture hos de fire familier, der har det tilfælles, at de fik barn i år 2000, Årgang 0.

Jeg elsker programrækken, selv om jeg dybest set ikke forstår, hvorfor familierne har valgt at stille op. Det er en utrolig eksponering, som jeg egentlig ikke tror, kan være sund eller gavnlig for hverken børnene eller resten af deres familie, men det skal ikke afholde mig fra at sidde klar i morgen kl. 20.

Jeg gjorde det!

 

Jeg iførte mig en varm striktrøje, sokker og gummistøvler, greb havehanskerne og vovede mig ud i stormvejret, for endelig at grave det bed, jeg har truet med så længe. Og det var lige før, jeg fik forårsfornemmelser, da duften af våd muld ramte næseborene - men også kun lige før. For det indbyder altså ikke så meget til udeliv lige nu. Men skønt var det at få bedet gjort færdigt. Og i virkeligheden tog det jo kun en times tid, da jeg først kom i gang. Men sådan er det tit med den slags projekter, man går og skubber foran sig. Jeg har ikke meget tiltro til de forårsløg, jeg købte i efteråret, men jeg kastede dem nu i jorden alligevel. Jeg har jo hørt på TV, at man skal give sit held en chance. Og hvis heldet virkelig følger de tossede, er der håb endnu.

Da jeg kom ind, greb jeg straks støvsugeren, inden jeg blev overfaldet af apati og dovenskab, og fik også det klaret - så nu vil jeg være doven med god samvittighed.

Jeg ved, jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: De mandagsfridage er en fantastisk opfindelse!

Rosenkål

 

Endnu en af de skønne i kategorien små glæder. Disse fantastiske miniaturemodeller af et hvidkålshovede er bare totalt søde, og selv børnene, der ikke er de store grøntsagsspisere, kaster sig over dem hver gang. Jeg tror nuttethedsgraden har stor betydning, men de hævder nu også, at de er vilde med smagen, og det skal jeg da ikke klage over. Jeg koger dem med en god skvis citronsaft, det tager en del af den bitre smag. I dag blev rosenkålen ledsaget af Liselottes kartoffelcurry, som er blevet et tilbagevendende indslag på min menuplan, og et godt surdejsbrød.

Desserten var rigtig januar-sund - en frisk smoothie, lavet af et læs frosne jordbær, friskpresset appelsin- og grapejuice, A38 og flydende honning. Mums!

Efter at have genoplivet mine morgen-mave-balle-lår-øvelser, som har ligget i dvale de sidste måneder, føler jeg mig totalt i hopla og klar til at gøre noget ved de par ekstra kilo, der har sneget sig ind på det sidste. Ikke på slankekurs-sulte måden, men bare med den almindelige, sunde livsstil, som jeg mestrer i perioder, men engang i mellem får lyst til at sende derover, hvor flødekagerne gror. Nu er jeg klar og topmotiveret, og det er da egentlig helt rart. (Julesmåkagerne er også udryddet, så der er ikke flere undskyldninger...)

I dagslys

 

Så lykkedes det at få tæppet i "kassen" i en lidt bedre belysning.

Tæppet måler 140 x 201 cm (så er der lidt at krybe af ;o), og det vejer 1260 g. Det er hæklet med nål nr. 3 i ganske almindeligt bomuldsgarn, og opskriften fandt jeg hos Liselotte.

 

Jeg havde ikke et lager at tage af, så jeg købte en masse nøgler i forskellige farver, som jeg supplerede op hen ad vejen. Det betyder til gengæld, at jeg nu har et godt udvalg i bomuldsrester, og det er slet ikke dårligt - de kan bruges til så meget.

 

Freja har vist allerede udpeget tæppet som sit ynglings - det er godt at sidde med, når den står på hygge i sofaen med børne-TV i kassen, men mon ikke også jeg kan få det listet fra hende i ny og næ.

 

Færdig!

 

1 år og næsten 4 måneder skulle det vare at få dette monsterprojekt færdigt (kun afbrudt af et par babytrøjer). Havde jeg vidst, det ville tage så lang tid, ved jeg ikke, om jeg var startet på det - så det er meget godt, at jeg var optimistisk. For hvor er jeg glad for mit tæppe!

I morgen, når lyset (forhåbentligt) er til det, skal jeg nok lægge nogle bedre billeder på bloggen.
Der er hæklet mange gode stunder og oplevelser ind i det tæppe. Det har været med til mangen en hyggesnak og fjernsynskiggeri. Det har været med i både Sverige og Polen, og over Storebælt adskillige gange, mens det er blevet tungere og tungere. Der har været op- og nedgangstider, perioder hvor jeg har hæklet derudad og perioder, hvor jeg bare ikke gad mere. Spændende farveforløb og fustration over, hvordan de næste striber dog skulle kombineres.

Endelig er det færdigt. Jeg har ventet længe på det øjeblik, for jeg har jo masser af idéer i ærmet. Og jeg er realistisk nok til at vide, at det ikke går at have gang i flere projekter samtidigt. Så ville jeg aldrig blive færdig med nogen af dem. Men nu er jeg klar. En af mine vilde idéer er endnu et hæklet tæppe - bare i oldemorfirkanter. Det gad jeg virkelig godt eje. Men jeg gad ikke hækle det lige nu. Måske om et par år. Man kunne jo også nøjes med et tørklæde i første omgang. Det kunne da være rigtigt fint.

Til en start har jeg kastet et par sokker på pindende. Det bliver nu helt rart at strikke lidt igen.

Kulørt

 

Jeg har valgt at glæde mig over de små ting i livet. Det er måske nok en evne, man kan have i højere eller lavere grad, men jeg tror nu også, man kan vælge, hvor man lægger sit fokus.

F.eks. synes jeg, det er fantastisk, at jeg i dag har karrygule strømper på.

Se selv!

 

Jeg har altid gået med sorte strømper. Ja, bortset fra dengang, hvor det var hvide tennissokker, men det taler vi helst ikke om...

Men det er noget bøvl (for nu at sige det på godt jysk) at skille Brians og mine sorte strømper fra hinanden. Selv om vi ikke bruger samme størrelse, ligger de alligevel ret tæt.

Så slog det mig, at når jeg nu er så glad for farver - hvorfor så gå med sorte strømper? Så jeg købte mig et læs. I alskens forskellige, herlige kulører. Og det er da lige til at blive glad i låget af.

At jeg ikke har så mange penge til at gå amok på tøjudsalget, som jeg i første omgang troede (altså ikke pga strømper, men almindelig januarmathed), vil jeg vælge ikke at ærgre mig over. Særligt længe. For det er da lidt noget øv. Nu troede jeg jo lige...

Men jeg har jo tøj i skabet. Skal nok blive holdt varm. Og så skal turen nok komme til mig. Senere.

Og i mellemtiden vil jeg glæde mig over mine kulørte fødder...

(lidt lalleglad har man vel lov at være på en fredag!)

Næsten weekend

 

Min verden ser helt anderledes lys ud end i går.

Bare følelsen af at lande inden for hjemmets trygge ramme og vide, at det værste er overstået, og resten af aftenen skal bruges på ingenting. Skønt!

Og den er virkelig brugt på ingenting. Hyggesnak med manden, en rundtur i blogland, en enkelt stribe på tæppet (og der mangler nu kun 2 - T O!!!). Helt færdig er aftenen vist ikke. Jeg har lige lavet mig en kop kaffe, og hvis netTV ellers vil samarbejde, tror jeg, der er et afsnit af Annemad, der trækker. Ellers har jeg en bog liggende, der også sagtens kan forsøde min aften.

I morgen er det fredag uden andet på programmet end en forholdsvist kort arbejdsdag, og weekenden er endda uden de store planer - fantastisk!

Puuuhh

 

Efter to dage på arbejde trænger jeg i den grad til weekend!

Jeg synes (stadig), der er nok at se til - der er kommet mange ekstra ting ind i denne uge - og med en lang dag i dag, aftenarbejde i går, og udsigt til endnu en lang dag i morgen, trænger jeg til at puste ud og bruge lidt tid på bunkerne, der hober sig op herhjemme.

Det gør det så heller ikke bedre, at jeg åbenbart føler mig nødsaget til at benytte enhver ledig pause til at gå på udsalg. Men det er jo med at være der, mens tilbuddene er der. Indtil nu har jeg bare vandret hvileløst rundt uden rigtigt at kunne bestemme mig for noget, men i dag kom der da lidt tøj med hjem i posen. Meeen.. Jeg tror da vist, det er nødvendigt med en Århustur på mandag...

Det sludrer

 

Ja, sådan kalder vi den våde gang hverken-eller, der falder fra himlen lige nu.
Det var både koldt og klamt at cykle hjem fra aftenens arbejde, og det gør i hvert fald ikke noget godt for det hvide landskab.
Men det var da skønt, så længe det varede...

Vintermad

 

Kartoffel-porresuppen er ikke børnenes favorit, men jeg synes, den er god på en kold vinterdag, med karryflødeskum og ristede rugbrødsstænger. Rugbrødsstængerne falder til gengæld i børnenes smag, og de kan jo bare spises med pålæg - så børnene blev også mætte denne gang...

2 porrer i stykker blev sauteret i smør, ½ tsk rosmarin og 500 g kartofler kom oveni, og blev dækket med 1 liter vand. Efter 20 min over varmen, var suppen klar til en tur med stavblenderen. 1½ dl fløde blev pisket til skum og blandet med 2 tsk karry. Og rugbrødsstængerne blev såmænd bare ristet på panden.

 

Update: Glemte lige at skrive, at suppen selvfølgelig skal smages til med salt og peber. Man kan også med fordel bruge hønsebouillon i stedet for vand - det runder smagen lidt.

Av!

 

Dér var jeg ellers lige ved at blive blændet!!

Det er godt nok længe siden, her sidst har været så rent. Men det var også tiltrængt...

Støvet er tørret af og alle gulve er støvsugede og vaskede, så her er blændende rent, og det er med god samvittighed, at jeg nu vil læne mig tilbage, nyde de rene flader og friske blomster - og min frokost!

Klædt i hvidt

 

10 graders klingende frost stod termometeret i vinduet på, da jeg tog med børnene i skole i morges. Så vi kunne hurtigt blive enige om, at en bustur var at foretrække frem for at cykle med uøvede børn på de glatte veje.

Og min mandagsmorgen cykeltur blev til en travetur hjem gennem det sneklædte landskab. Jeg gik en god omvej gennem byens flotte, gamle villakvater, gennem en park og langs indfaldsvejen hjem. Selv den godt traffikerede indfaldsvej bliver helt venlig og ulden i klangen, når lydbilledet er pakket ind i et vattæppe af sne. Frosten er så hård, at saltningen endnu ikke har forårsaget sjap overalt, og det er lige sådan, jeg kan lide det. Rigtig kold og hvid vinter, med den skønneste natur, forfrosne fingre og tæer, og røde kinder og varm te, når man kommer ind i varmen.

Sådan en travetur gør godt for krop og sjæl.

Det meste af julepynten er fjernet, jeg mangler bare lige det sidste, og så en god gang rengøring. Hvis jeg er heldig, kan jeg også nå en udsalgstur ned i byen.

Det er ikke dårligt at starte arbejdsugen med en fridag!

 

Så kom det...

 

Snevejret, i mængder, man kan forstå. Så meget, så det bliver liggende og knirker under støvlerne, når man går. Så landskabet er klædt i det smukkeste og lyseste hvidt, der kaster lys helt ind i stuen. Det er vinter, ligesom den skal være. Frostklar luft og det hvide drys gør vinteren lys og glad. Jeg krydser fingre for at det vil vare ved. Og imens pakker jeg julen ned i kasser.

 

Tumle ligger under juletræet - der har den fundet sig en god plads - og bliver langsomt og intetanende dækket af det grønne drys.

 

Jeg er lidt delt i det med at pakke julen ned. På den ene side synes jeg, det er frygteligt vemodigt. Jeg elsker alt vores julepynt, og synes bare det er så hyggeligt, og er egentlig slet ikke blevet træt af det endnu. Men på den anden side glæder jeg mig også til at få lidt mere luft, rene flader og en smule mere enkelhed i stuen igen (minimalisme kan vi vist ikke tale om her...). Lyskæderne ude og inde får lov at blive hængende lidt endnu. Vi har brug for dem her i den mørkeste tid.

 

Det sner, det sner!

 

Glædesråbene lyder gennem huset, mens vi alle drømmer om sneklædte landskaber, snemænd med skæve gulerodsnæser og sneboldkampe. Nu må vi se, om det bliver liggende, men det bliver da hyggeligt at køre gennem snevejret, når vi om lidt skal til min farmors 90 års fødselsdag.

Glædelig snevejrsdag!

P.S. Husk kleenex

 

Det er efterhånden et par måneder siden, jeg lånte filmen P.S. I love you, men jeg har haft for travlt til at involvere mig i sådan en hulke-film, som jeg vidste, den ville være.

I aften så jeg den endelig sammen med ham, jeg allerhelst ville se sådan en film sammen med, og den var lige, som sådan en film skal være.

Ja, den er en hulker - jeg fandt det første lommetørklæde frem et kvarter inde i filmen - men det er på den gode måde. For filmen er utroligt dyb. Den skøjter ikke bare hen over alt det svære og når frem til en happy-ending uden problemer. Og den tør beskæftige sig med de emner, man næsten ikke tør tænke til ende. Den gør mig ufattelig taknemmelig for det liv, jeg har, for min mand, mine børn og alle dem, jeg elsker og som beriger mit liv.

Så hvis du ikke har været der endnu, kan jeg kun anbefale den - men husk kleenex!