søndag den 11. januar 2009

Rosenkål

 

Endnu en af de skønne i kategorien små glæder. Disse fantastiske miniaturemodeller af et hvidkålshovede er bare totalt søde, og selv børnene, der ikke er de store grøntsagsspisere, kaster sig over dem hver gang. Jeg tror nuttethedsgraden har stor betydning, men de hævder nu også, at de er vilde med smagen, og det skal jeg da ikke klage over. Jeg koger dem med en god skvis citronsaft, det tager en del af den bitre smag. I dag blev rosenkålen ledsaget af Liselottes kartoffelcurry, som er blevet et tilbagevendende indslag på min menuplan, og et godt surdejsbrød.

Desserten var rigtig januar-sund - en frisk smoothie, lavet af et læs frosne jordbær, friskpresset appelsin- og grapejuice, A38 og flydende honning. Mums!

Efter at have genoplivet mine morgen-mave-balle-lår-øvelser, som har ligget i dvale de sidste måneder, føler jeg mig totalt i hopla og klar til at gøre noget ved de par ekstra kilo, der har sneget sig ind på det sidste. Ikke på slankekurs-sulte måden, men bare med den almindelige, sunde livsstil, som jeg mestrer i perioder, men engang i mellem får lyst til at sende derover, hvor flødekagerne gror. Nu er jeg klar og topmotiveret, og det er da egentlig helt rart. (Julesmåkagerne er også udryddet, så der er ikke flere undskyldninger...)

2 kommentarer:

  1. jeg har aldrig brudt mig om rosenkål, så mine børn har ikke fået det præsenteret, før jeg fandt en lækker salat med reven rosenkål, og nu sidder jeg og tænker, gad vide hvor den opskrift er? :-)

    SvarSlet
  2. Det lyder spændende, Lene - jeg har aldrig smagt noget med rå rosenkål...

    SvarSlet