Jeg er ikke blevet tagget, men Anita kastede bolden op i luften til fri afbenyttelse for dem, der har lyst til at være med, og det har jeg da...
1. Hvad lavede du for 10 år siden?
Jeg holdt barselsorlov fra mit studie på musikkonservatoriet, hvor jeg gik på 2. år. Emil var 3 måneder, og min verden var ændret radikalt. Famlende og usikker, som man oftest er med det første barn, prøvede jeg at finde ind i min nye rolle. Jeg var meget uselvstændig og usikker som person og har heldigvis udviklet mig meget og lært meget af livet siden dengang.
2. Hvilke 5 ting er på to-do listen idag?
Øve til brors bryllup - jeg har den ære at spille i kirken igen, og der skal forberedes lidt.
Aflevere ½ liter blod i blodbanken. Min blodprocent ligger lige på grænsen, hvor man må tappe, så nogle gange må jeg gå med uforrettet sag - men i dag lykkedes det.
Vaske tøj (den daglige dont).
Gøre grillristen ren - en dum ting, der har det med at vente i dagevis, men nu skulle det være! (og ja, jeg ved godt, at det er langt nemmest at gøre med det samme...)
Vande, vande, vande blomster...
3. Disse snacks kan jeg godt li’:
Åh, det er svært at vælge... Nachos er med cheddarost og salsa jo altid godt, især med guachamole til. Og grøntsagsstænger med dip. Tapas. Små butterdejsting med fyld (kan ikke lige huske, hvad de hedder). Eller bare et stykke helt mørkt chokolade. Jordbær med chokolade. Og frugt i det hele taget kan jeg også altid spise.
4. Ting jeg gerne ville gøre, hvis jeg var milliardær:
Igen - svært at vælge... Det politisk korrekte svar ville være at give alt til dem, der virkelig har behov. Og det ville jeg da også gøre med en del af pengene. Meeen, jeg ville nu også bruge en stor del på mig selv - først skulle gælden betales ud. Dernæst ville jeg købe en villa i det dyre kvarter tæt på børnenes skole. En af dem med år på bagen, stuk, paneler og stuer en suite. Bil nr. 2 kunne også meget vel komme på tale. Et par rejser, måske af længere varighed. Restaurentbesøg, hotelophold og rejser for hele familien. Og så lige en masse tøj, sko, tasker og make-up. Men jeg ville aldrig bruge hele dynen. Der skulle være til alt det uforudsete, og så vi kunne leve lidt godt fremover. Det er vist godt, jeg aldrig bliver milliardær...
5. Steder jeg har boet:
Vind (i Vestjylland) på en gård det første år af mit liv.
Sørvad (tæt derpå) til jeg var 4-5 år.
Børkop i et halvt år, mens mine forældre var på højskole.
Assens fra skolestart til og med 5. kl.
Vejle indtil jeg blev student (afbrudt af et par år på efterskole ved Skjern), det sidste halve år i et lejet værelse.
Århus i hele 11 år - fordelt på 4 steder - en kælderlejlighed, et gammelt hus i Løgten, som vi renoverede (jeg gør det aldrig mere!), et værelse, da vi blev separerede, og en lejlighed i nordbyen, hvori vi efter et år flyttede sammen igen.
Og nu - Herning.
På en måde må det være rart at have sit tilhørsforhold ét bestemt sted, lidt rodløs bliver man af alt det flytteri - på den anden side kender jeg meget til mange forskellige dele af vores skønne land, og har fået mange forskellige input, og det er nu også meget værd.
Jeg sender som Anita ikke bolden videre, men kaster den op i luften til fri afbenyttelse - værs'go'.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar