Det regner. Lyden af vand, der trommer på taget, risler fra nedløbsrøret og pibler rundt derude gør godt. Det er en rigtig dejlig lyd, når man har ventet på den i tilstrækkelig lang tid. Havedøren står på klem, så jeg rigtigt kan nyde lyden og den friske luft, der følger med. Fuglene hilser også regnen velkommen, kan jeg høre.
En lang dag er til ende. Der har været arbejde på programmet, både først og sidst - i mellemtiden var vi til sommerfest i børnehaven. Et rigtigt hyggeligt arrangement, hvor der er god tid til at være sammen med børnene der, hvor en stor del af deres liv leves, hvor der er plads til at vende verdenssituationen omkring grillerne, og hvor der er lejlighed til at sige lidt mere end det sædvanlige "hej" til de andre forældre. For første gang i de år, vi har haft vores gang i børnehaven, blev festivitasen holdt indendørs - ellers var al salaten nok blæst af tallerknerne. Men det kunne også sagtens lade sig gøre, og der gik ikke mange skår af hyggen af den grund.
Nu er der lige tid til en rolig stund i sofaen, inden dynerne kalder så højt, at jeg ikke kan overhøre dem. Jeg nyder mine løvemund, som jeg høster af i stor stil lige nu. Der er masser af dem, og jeg tror måske endda, der kommer flere, hvis jeg plukker. Inspireret af Liselotte, krydrede jeg buketten med lidt skvalderkålsblomster. De kan ligeså godt gøre lidt gavn, nu de alligevel er der. Jeg har egentlig rimeligt meget kontrol med dem i haven, men inde i skuret breder de sig lystigt, og det får de lov til. Der kan de da ikke gøre meget skade. Og de var rigtig fine i buketten - i den første halve time. Derefter vendte de alle hovederne nedad. Hvorfor aner jeg ikke, men de lever da fint endnu, også her på andendagen, blot med hovederne ned...
Det var en dejlig post - jeg glæder mig til regnen kommer herned til Østsjælland. Jeg har spillet rigtig meget klaver i mit liv, og da jeg var barn havde jeg altid noget med, at jeg skulle spille, når det regnede. Så åbnede jeg terrassedøren og nød, hvordan musikken blandedes med lyden af regndråberne.
SvarSletMen lige nu glæder jeg mig også på grund af vores nye tagrender - de skal jo testes... :)
Astrid, det var da en hyggelig idé - lyden af regnen er jo også fuld af musik :o)
SvarSletHåber, I også får glæde af regnen hos jer.