mandag den 16. juni 2008

Haveglæder

 

Det har været næsten sommerligt i dag. Den sidste del af eftermiddagen har jeg tilbragt i haven. Krydderurtebeddet er udvidet, for der skulle laves plads til persille, koriander og mynte, som har stået i køkkenvinduet og ventet på mit overskud. Om de finder sig i at komme udendørs vil tiden vise - nogle gange lykkes det, andre ikke - så jeg venter og krydser fingre.

Jeg følger spændt mine cremefarvede tagetes. De, der har fået en plads i zinkspanden vokser glad og gerne - de andre i bedet har det lidt hårdere og blev suppleret op med en sending fra køkkenvinduet. Da jeg plantede spirer ud tidligere på foråret var der ikke plads til alle - resten har stået og hygget sig indendøre. Nu var det tid for dem at komme ud - og tid for mig at få mit køkkenbord tilbage...
 

 

Ærteblomsterne ude foran er godt på vej op ad deres klatrestativ - de er noget af det nemmeste, jeg har haft med at gøre. Bare de kan komme opad, er de glade og kvitterer med blomster i læssevis.
 
 

Inde i hjørnet ventede årets overraskelse - lammeørerne, som har stået klemt inde i hjørnet al den tid, vi har boet her, bestemte sig pludseligt for at blomstre. De sødeste pink blomster var da en hyggelig overraskelse at få.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar