Min dejlige, skøre familie

 

Det er en fornøjelse at sidde og se billederne igennem fra brylluppet i går. Det hjælper lidt på, at hovedet gør ondt, og jeg er så træt, at jeg uden problemer kunne lægge mig til at sove lige nu. To nætter i træk med et minimum af søvn tærer på en krop, der vist ikke længere kan kaldes helt ung... Men jeg trækker den lige lidt endnu - aftenen er jo først lige begyndt, og jeg sidder og venter på, at panodilen vil lindre.

 

Det hele er bare gået så godt, og både brudeparret og vi andre havde en fantastisk dag i går. Jeg var ellers ved at få sved på panden fredag, da jeg øvede i kirken, for der var en tone i orglet, der havde sat sig fast og hylede, lige meget hvilken kombination jeg brugte på den ene række tangenter. Efter tre kvarters svedetur fandt jeg synderen og fik det sidste på plads, men det rykkede lige hele tidsplanen lidt, så der var tryk på resten af dagen. Men vi nåede det hele, og blev også færdig med at øve vores (søskendeflokkens) underholdningsindslag igennem, inden gommen indfandt sig sidst på aftenen.

 

Der er en intens og festlig stemning sådan en aften, hvor forventningens glæde er på sit højeste. Vores 118 kvm er ikke alverden, når det meste af familien skal have en soveplads, men der var madrasser til alle og ikke mange kvadratcentimer tilbage. Lørdag morgen var den store logistiske udfordring at få ét badeværelse til at række til 11 personer, men med god planlægning og stramt skema, lykkedes det også at få alle klar i god tid til kl. 11, hvor vielsen begyndte.

 

Emil og Freja var brudesvend og -pige, og jeg har ladet mig fortælle, at de gik så fint og højtideligt ind i kirken foran bruden og hendes far. Jeg så det desværre ikke selv, da jeg sad ved orglet, men glæder mig til at se videooptagelsen. Vielsen var både meget højtidelig, festlig og rørende, og det var en fornøjelse at levere musikken. Denne gang var jeg mere tilfreds med min indsats, og det var dejligt. Præsten var min fætter, og det var rigtig hyggeligt at arbejde sammen med ham.

Man må sige, at brudeparret kørte standsmæssigt i den sorte audi - selv jeg, der ikke ellers er nem at imponere med køretøjer, var fascineret. Bilen er ikke brudeparrets (desværre, vil de nok sige), men lånt - det er godt at have forbindelserne i orden...

 

Og topfigurerne er da ikke uden humor i vores familie... ;o)

 

Bruden er vild med rødt, og det var heller ikke nemt at overse til dette bryllup. Buketten var selvfølgelig med de smukkeste røde roser, ligesom Frejas buket og Emils knaphulsblomst - derudover havde bruden røde sko og røde snører bagpå kjolen, og det så rigtig godt ud sammen med brudens røde hår, der satte prikken over i'et.

 

Vores underholdningsshow forløb glat og til stor morskab for gæsterne, der bagefter kunne berette om flere anfald af mavekrampe. Rammen var The Julekalender med indslag fra CWC og selvfølgelig en masse hints til brudeparret. Hvis nogen i den sidste tid har set et sært kvindemenneske cykle rundt i Herning, skingert snakkende som Gertrud Sand, er der såmænd bare mig, der har øvet mig på min debut som det skøre kvindemenneske, der elsker rødt, og gerne laver en kande kaffe og en æwleskiwe mere...

I dag nød vi brunchen sammen med familien og brudeparret, derefter stod den på oprydning i festlokalerne, men hvor har vi bare hygget os med det. Det er dejligt at kunne vende alle de dejlige oplevelser sammen, flippe lidt ud på "De Nattergalsk", synge den smukke flerstemmige sang igen, som vi havde skrevet til brudeparret, snakke, snakke, grine, snakke, sidde længe med en sovende 4 måneder gammel nevø på armen og nyde livet.

Og glæde sig over, at der kun er tre uger, til vi skal holde en hel uges ferie sammen i Sverige! Det er skønt med sådan en familie!