"Når de sover ser de så søde ud, at man kunne spise dem - når de vågner, fortryder man, at man ikke gjorde det"
Ca sådan er ordlyden i en af de utallige kædemails, vi fra tid til anden får i indbakken. Og der er sandelig noget om det.
De forstår virkelig at drive mig til grænsen af, hvad min tålmodighed kan klare - og nogle gange lidt over - som nu i aften. Det ender med, at jeg bliver så flintrende gal, at jeg står og råber op og overhovedet ikke er sjov at være i stue med - og bagefter fortryder jeg, at jeg da ikke lige kunne have drejet situationen, snakket om tingene, lavet lidt sjov, så stemningen blev blødt op.
Heldigvis er min tålmodighed stor, så det er sjældent, vi kommer dertil - men jeg vil øve mig, så det bliver sjældnere endnu. Og nu sover det kære barn, så nu kan jeg stå og kigge lidt på det uskyldige ansigt og komme i tanker om, hvorfor det er, jeg elsker hende så højt.
Jeg har lært mig selv at gå væk, inden det løber helt af sporet.
SvarSletNogle gange går jeg i et andet rum, andre gange ud i haven og enkelte gange, hvor det er helt oppe på kogepunktet, så går jeg en lille tur i kvarteret.
Det giver både mig og barnet luft og rum til lige at falde ned, og så kan man få en mere konstruktiv snak om, hvad der er af regler og aftaler i familien.
Og så er det sgi også i orden, at man ind imellem taler med store bogstaver!
Anne, det lyder som en rigtig god idé med en lille gåtur.
SvarSletNormalt har vi også den aftale, når der er to voksne på matriklen, at den anden tager over, hvis temperamentet får overtaget - men i aften var der kun mig...
Og ja, selvfølgelig skal der også tales med store bogstaver ind imellem - jeg tror bare, de måske var lidt rigeligt store...
mit temperament løb også af med mig i dag....det var dog barnets tandlæge det gik ud over...de overholdt ikke en tidsaftale...her havde jeg det rigtig godt...men når det sker over for mine børn,bliver jeg ked af ,at jeg ikke kunne vende situationen...men som dig, øver jeg mig... (det har jeg nu gjort i 13 og 17 år fniiis)
SvarSletVi bliver nok aldrig færdige med at øve os, Anne ;o)
SvarSletDet kender alle forældre vist - så længe man minimerer tilfældende, og bliver ved med at øve sig. Og så skal man huske at se på børnene, der sover - det bliver man simpelthen et bedre menneske af! ;)
SvarSletJa, Astrid, jeg tror heller ikke, der er nogen, der ikke har prøvet at komme derud.
SvarSletDet er dejligt at stå og kigge på de sovende børn - jeg tror, du har ret :o)